Redaktionen
Dette er et læserbrev. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Debatindlæg indsendt af Jørgen Popp Petersen, Slesvigsk Parti, Borgmester i Tønder Kommune
Dygtige medarbejdere i Tønder Kommune og Tønder Erhvervsråd har gjort alt rigtigt, men igen blev vi forbigået, da staten delte industriparker ud. Det viser, at forbindelsen til Christiansborg ikke nødvendigvis skaffer lokale resultater – og bekræfter, at Danmark er ved at blive delt i to.
Regeringen har netop udpeget de nye statslige industriparker. Tønder Kommune var blandt ansøgerne – og vi havde gjort vores hjemmearbejde. Vi havde arealer, virksomheder, lokal opbakning og et stærkt argument: I Danmark skal udvikling ikke kun ske i de største byer.
Alligevel gik udpegningen igen til de kommuner, der i forvejen har mest. Esbjerg og Aabenraa fik del i milliardplanerne, mens vi andre må nøjes med at klappe på sidelinjen. Det er desværre ikke første gang.
Tønder har gennem årene mistet seminariet, kasernen og fængslet. Vi har set statslige arbejdspladser flytte væk og infrastrukturen blive udhulet. Her kan man knapt nok tage bussen efter klokken 15, mens man i Vanløse kan vælge mellem metro, tog og bus midt om natten. Men vi betaler samme skat som alle andre.
Det er dyrt at være fattig – også som kommune
Der er et mønster i Danmark, hvor forskellene vokser. De områder, der allerede har et højt uddannelsesniveau, et rigt kulturliv og mange statslige arbejdspladser, tiltrækker blot endnu mere.
Mens kommuner som Tønder, hvor der er langt mellem stationerne og endnu længere til
Christiansborg, må kæmpe dobbelt så hårdt for halvt så meget.
Nogle mener, at løsningen er at vælge lokale repræsentanter fra regeringspartierne – i håbet om,
at partifarven kan åbne døre i ministerierne. Det lyder fornuftigt i teorien, men erfaringen viser
noget andet. I årtier har Tønder Kommune været ledet af skiftende partier med gode forbindelser til
magten i København. Men forbindelsen har ikke givet hverken flere arbejdspladser, bedre
infrastruktur eller øget udvikling.
For sandheden er, at det ikke hjælper at have en borgmester med det rigtige partinummer, hvis Christiansborg i praksis vender blikket mod hovedstaden. Jeg mener derfor, at tiden er inde til at se anderledes på det. Det handler ikke om farven på slips eller valgplakat, men om forankringen i virkeligheden.
Jeg repræsenterer et parti, der ikke skal have grønt lys fra en spindoktor i København, før vi taler. Vi er ikke bundet af partilinjer, og vi skal ikke spørge nogen om lov for at kæmpe for vores egen egn. Vi lever her, arbejder her – og mærker hver dag konsekvenserne af de beslutninger, der bliver truffet langt væk fra os.
Når man ser, hvordan mennesker i København kan købe en lejlighed og fem år senere stå som millionærer, mens en fastansat familie i Tønder får nej til at låne til et hus, så bliver uligheden pludselig meget konkret. Den starter ikke i banken – den starter med, hvor staten vælger at investere.
Hvis Det Kongelige Teater lå i Tønder, ville huspriserne også stige. Hvis politiets uddannelsescenter lå i Skærbæk, ville arbejdspladserne blomstre. Men sådan prioriterer man ikke.
Når du stemmer til kommunalvalget, handler det naturligvis om partier. Men det handler i endnu højere grad om mennesker. Om hvem du tror vil kæmpe for Tønder – også når kameraerne er slukket.
Jeg er ikke den type politiker, der kun dukker op hvert fjerde år, taler sønderjysk for rullende kamera og forsvinder igen. Jeg er din borgmesterkandidat – og jeg vil fortsætte med at presse på for, at Danmark husker, at det ikke kun er i de største byer, der skal investeres.
Vi vil ikke nøjes med plaster-på-såret-midler. Vi vil kræve reel udvikling, kultur og arbejdspladser. For Tønder har ikke brug for medlidenhed. Vi har brug for muligheder.
