Redaktionen
Det handler om mere end blot minefare og paragraffer, når Beredskabsstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening slår ned på ulovligt fiskeri vest for Rømø og Mandø. Det handler om respekten for de fælles spilleregler og om at give Vadehavets pressede økosystem den nødvendige ro til at genfinde sig selv. Men vi skylder også at tale højt om de omkostninger, som en nødvendig kursændring påfører fiskerne.
Sagen om de bundslæbende redskaber i Vadehavets beskyttede zoner er nået til et vendepunkt. Efter måneder med dokumentation og korrespondancer står det klart, at forbudsområderne ikke blot er streger på et kort trukket af frygt for gamle sprængstoffer. Det er zoner, hvor dansk natur har fået lovet fred – en fred, der er afgørende for, at bundlivet kan restituere og forbedre sine vilkår.
Restitution af det nære havmiljø
Når man i forvejen har fredet det indre Vadehav øst for Rømø, giver det kun mening at kigge på de nære vandarealer direkte ud for øen som det næste skridt i en samlet genopretning. Området er desuden en del af Vadehavets indsatsområde som UNESCOs verdensarv, hvor særlige hensyn gælder — herunder begrænsninger mod store faste anlæg som havvindmøller — og det forstærker argumentet for, at visse zoner skal holdes fri for indgreb. Ved at holde de tunge redskaber væk fra disse områder, skaber vi et fristed, hvor havmiljøet kan ånde. Det er en investering i fremtiden, som på sigt vil gavne alle – også fiskerne, da sunde habitater er forudsætningen for sunde bestande.
Samtidig rejser det spørgsmål, at Beredskabsstyrelsen for mange år siden bekendtgjorde, at fiskeri i visse områder ikke var foreneligt med hensynet til sikkerhed og miljø. At der siden da har været perioder, hvor håndhævelsen har været sparsom, må ikke fortolkes som en accept af fortsat sejlads i forbudte zoner — det er snarere en heldig omstændighed for nogen, og det ændrer ikke på, at reglerne står ved magt. Myndighedernes tidligere passivitet bør snarere styrke kravet om klar og konsekvent håndhævelse fremover.
Reglerne gælder for alle – fra land til vand
Men vi må ikke være blinde for de realiteter, der møder fiskerne ude på dækket. Når de vante og kystnære grunde lukkes, sendes flåden ud på betydeligt længere havrejser. Det er en økonomisk lussing af de store, der hverken fylder i de officielle breve fra Beredskabsstyrelsen eller i naturfredningsforeningens argumenter. Øgede udgifter til brændstof og tabt arbejdstid på langfart til alternative banke ved Hvide Sande eller i tyske og hollandske farvande er en barsk virkelighed, der truer eksistensgrundlaget for de mindste fartøjer.
Det er en pris, fiskerne betaler for fællesskabets naturbeskyttelse, og den fortjener at blive anerkendt i debatten. Men forståelse for økonomien må aldrig blive en fribillet til at se stort på reglerne. På landjorden må landbruget i dag acceptere, at når en mark er udpeget som §3-jord, så ophører dyrkningsmulighederne til fordel for beskyttet natur. Landmændene mærker i disse år for alvor de kontante vilkår, som den grønne omstilling fører med sig, og de må indrette deres bedrifter efter det.
Nye vilkår kræver nye jagtmarker
På samme måde må rejefiskerne acceptere, at havet ikke er et lovløst rum uden begrænsninger. Når myndighederne udsteder et forbud for at beskytte miljøet eller sikre menneskeliv, så er det et vilkår, der skal respekteres uden undtagelse. Løsningen er ikke at krydse de forbudte linjer i nattens mulm og mørke, men derimod professionel omstilling og jagt på alternative fangstområder.
Hesterejen er en mobil art, og mulighederne uden for de forbudte zoner er dokumenterbart til stede. Det kræver en vilje til at søge mod de åbne sandgrunde, hvor fiskeriet kan drives uden at skade sårbare vækstområder eller bringe sikkerheden i fare. Vadehavet har brug for en pause, og fiskeriet har brug for en lovlig fremtid. Begge dele kræver, at kursen lægges om nu.
