Selvom oktober endnu ikke er forbi, er forberedelserne til årets Juleby Tønder allerede godt i gang. Der er mange praktiske opgaver, der skal løses, før byen kan stå klar til at byde besøgende velkommen i starten af november.
En vigtig del af arbejdet er at få julebelysningen på plads. På Kirkepladsen er de første flittige hænder allerede i gang – og arbejdet fortsætter også hen over byens gader, hvor lysene skal hænges op og gøre Tønder klar til jul.
Det kræver både tid, planlægning og arbejdskraft at få det hele til at gå op. Derfor er det en stor hjælp, at byens tre el-installatører, El-El-Centrum ApS, Kirchheiner og Abild El-forretning ApS, er gået sammen om at sponsorere arbejdskraften til opsætningen af julebelysningen.
Sammen Tønder sender en stor tak til de tre lokale virksomheder for deres indsats. Med deres hjælp bliver Tønder lidt efter lidt forvandlet, så julebyen kan stråle, når gæsterne kommer.
Der er stadig meget, der skal nås, inden julebyen åbner, men arbejdet er i fuld gang. Nu kan både borgere og besøgende begynde at glæde sig til den 7. november, hvor Julebyen Tønder slår dørene op.





