Redaktionen
Må man cykle på stranden, eller gælder reglerne kun for nogle?
En ny landsdækkende kampagne fra Friluftsrådet har kastet Rømø ud i en ophedet debat om, hvilke regler der egentlig gælder i sandet. På kampagnens bannere står der sort på hvidt, at det er forbudt at cykle på stranden – men det budskab kolliderer frontalt med virkeligheden på øens berømte bilstrande, Lakolk og Sønderstrand, hvor biler, motorcyklister og tunge autocampere lovligt færdes hver dag.
Sagen vækker opsigt, da den tegner et billede af et myndighedskaos, som beboere og fiskere på øen efterhånden kender alt for godt.
Kampagne budskab vækker undren
Friluftsrådets kampagne er klokkeklar i sin kommunikation: “Du må ikke cykle på stranden, men du må – døgnet rundt – gerne trække din cykel.” Men på Rømø, hvor stranden er udlagt som offentlig vej, giver forbuddet ingen mening for de lokale.
Naturstyrelsen har nemlig tidligere slået fast, at cykling netop er tilladt på Lakolk Strand. Når Friluftsrådet nu ruller en kampagne ud, der siger det modsatte, efterlader det både gæster og fastboende i et juridisk ingenmandsland. For hvordan kan det være ulovligt at træde i pedalerne på en strækning, hvor færdselsloven gælder, og hvor biler må køre 30 km/t?
Ekko af fiskeristriden og minefaren
For mange på Rømø føles de modstridende meldinger som en gentagelse af den fastlåste sag om rejefiskeriet. Her har fiskerne i månedsvis kæmpet mod Beredskabsstyrelsen, der fastholder et forbud mod fiskeri med henvisning til en livsfarlig minezone vest for øen.
Parallellen er slående: Mens Beredskabsstyrelsen taler om sprængningsfare og minezoner, har både Syd- og Sønderjyllands Politi og eksperter fra Sea War Museum udtalt, at der ikke er nogen konkret fare for hverken badende eller fiskere. En borger har endda fået direkte besked fra myndighederne om, at det er fuldstændig ufarligt at bade i området, fordi eventuelle miners tændsatser for længst er rustet væk.
Ligesom fiskerne nu må se til, mens turister bader uforstyrret i den “farlige” zone, risikerer cyklisterne på Rømø nu at blive mødt med løftede pegefingre fra en landsdækkende kampagne, selvom de befinder sig på en offentlig vej af sand.
Myndigheder taler forbi hinanden
Det helt store spørgsmål er, hvorfor myndigheder og råd bliver ved med at tale forbi hinanden, når det gælder Rømø. Sagen om cykelforbuddet er blot det seneste eksempel på, at man fra centralt hold ruller regler ud, som ikke tager højde for de lokale undtagelser og virkeligheden på vestkysten.
Det skaber en usikkerhed, der slider på tilliden. Som Johannes Kiil Jensen, der fører an i fiskernes sag, for nylig har pointeret gennem sin politianmeldelse af Beredskabsstyrelsen, føles det for de lokale ofte som om, reglerne bliver brugt selektivt.
Indtil der foreligger et klart svar, står både turister og lokale tilbage med det samme spørgsmål som fiskerne: Hvilken myndighed skal man tro på, når de alle siger noget forskelligt? Sagen understreger endnu en gang behovet for ensartet information, så reglerne på Rømø ikke forbliver en kilde til evig forvirring.
