Mandag middag afleverede formanden for Rømø Fiskerforening, Pau Schramm, sammen med Hans Otto Sørensen en officiel politianmeldelse mod Beredskabsstyrelsen på politistationen i Tønder. Anmeldelsen blev afgivet klokken 13 og tog omkring en halv time at overdrage.

Da de to kom ud fra stationen, fortalte Pau Schramm til TønderNYT, der var det eneste medie fra den fremmødte presse der blev tilbage mens han var inde på Politistationen for at aflevere politianmeldelsen, at både han og Hans Otto Sørensen oplevede, at politiet tog anmeldelsen alvorligt.
“Vi fik indtryk af, at politiet var meget interesseret i det, vi havde at sige, og at de nu har modtaget anmeldelsen”, sagde Pau Schramm.
3 måneders passivitet
Beredskabsstyrelsen har kendt til sagen i 3 måneder og fiskernes færden i det omstridte område uden at gribe ind. I mellemtiden har fire unge fiskere foretaget store investeringer i kuttere – investeringer, som de ifølge Pau Schramm formentlig aldrig havde kastet sig ud i, hvis styrelsen havde reageret omgående, da de fik kendskab til sagen tilbage i januar.
– Det er fire unge fiskere, der nu står med store lån og skibe, som de ikke ved, om de overhovedet må bruge til rejefiskeri. Havde Beredskabsstyrelsen sagt stop med det samme, havde de aldrig investeret de penge. Derfor kan der også blive tale om et omfattende erstatningskrav mod styrelsen, lød det fra formanden.
Møde med Beredskabsstyrelsen “Skræmmende, hvor ligeglad man kan være”
I sidste uge havde Pau Schramm møde med Beredskabsstyrelsen. Han beskriver mødet som skræmmende.
Hvor ligeglad man kan være. De ville ikke give os nogen tidshorisont. Næsten alle spørgsmål blev bare besvaret med, at der er undersøgelser i gang, fortæller han.
Da han spurgte, om minerne stadig kunne være farlige efter 80 år i havet, fik han samme svar. Han spurgte også, om styrelsen havde kontaktet Hærens Minetjeneste, og igen lød svaret, at der var undersøgelser i gang. Da han pressede på og bad om et klart ja eller nej til, om de havde sendt et brev til Hærens Minetjeneste, svarede de til sidst, at det havde de ikke – men at de ville gøre det.
Ifølge Pau Schramm har Beredskabsstyrelsen i de fire måneder primært brugt tiden på at læse bekendtgørelsen igennem og observere fiskernes sejladser via AIS.
– Jeg rejste mig og gik uden at sige farvel. Det var som om, jeg kom ind i en anden verden, fortæller han.
Anmeldelse for livsfare og pligtforsømmelse
I den skriftlige politianmeldelse anklages Beredskabsstyrelsen for to hovedforhold. For det første fremkaldelse af livsfare efter straffelovens § 252, stk. 1. Foreningen mener, at styrelsen fra den 29. januar 2026 og i de efterfølgende tre måneder bevidst har fortiet en kendt og anmeldt risiko for mine- og sprængfare, og dermed har ladet fiskerne og deres mandskab arbejde i uafværget livsfare.
For det andet anklages styrelsen for selektiv lovanvendelse og grov pligtforsømmelse. Efter 90 dages passivitet iværksatte Beredskabsstyrelsen en akut håndhævelse med kun én times varsel – men udelukkende rettet mod erhvervsfiskeriet (§§ 6 og 7). Samtidig har styrelsen ikke håndhævet de øvrige forbud i bekendtgørelsen.
Forbud, der ikke bliver håndhævet
Bekendtgørelsen indeholder flere absolutte forbud, som Beredskabsstyrelsen ikke håndhæver. Det gælder blandt andet:
§ 1 (Horns Rev): Forbud mod sejlads, ankring, dykning og bundberøring.
§ 2 (Syd for Horns Rev): Samme absolutte forbud.
§ 3 (Vest for Skallingen): Samme absolutte forbud.
§ 4 (Sydvest for Fanø): Samme absolutte forbud.
Disse forbud er ikke omfattet af den indskærpelse, som Beredskabsstyrelsen har sendt til rejefiskerne.
Særligt alvorligt er ifølge anmeldelsen § 5, der fastsætter et absolut sejladsforbud i et område, der ligger umiddelbart nord for og klos op ad sejlrenden Grådyb – indsejlingen til Esbjerg Havn. Koordinaterne danner en lukket zone, hvor al sejlads er forbudt. Ved ikke at håndhæve dette forbud tillader Beredskabsstyrelsen dagligt store fragtskibe, passagerfærger og NATO-transporter at navigere uden kritisk manøvrerum mod nord.
Pau Schramm bemærkede desuden til de 3 fremmødte medier inden han og Hans Otto Sørensen gik ind med anmeldelsen, at havbunden flytter sig meget på grund af de stærke strømme, så gamle miner i realiteten kan ligge midt i sejlrenden ind til Esbjerg Havn i dag – uden at der bliver indført sejladsforbud der.
Kræver efterforskning og fuld håndhævelse
Rømø Fiskeriforening kræver, at Syd- og Sønderjyllands Politi øjeblikkeligt iværksætter efterforskning af Beredskabsstyrelsens ledelse. Samtidig kræver foreningen, at politiet sikrer, at bekendtgørelsen håndhæves i sin helhed. Det betyder, at hvis der opretholdes en akut risikovurdering, skal sikkerhedszoner og sejladsbegrænsninger i tilstødende områder som § 5 også overholdes fuldt ud – uanset de logistiske konsekvenser for Esbjerg Havn.







