Redaktionen
Nyt handicapsagsbarometer afslører alvorlige fejl og lange ventetider – forældrenes retssikkerhed er under pres
Et nyt handicapsagsbarometer fra Ankestyrelsen giver et sjældent klart indblik i, hvordan kommunerne håndterer sager om tabt arbejdsfortjeneste til forældre til børn med handicap. Konklusionen er rystende: I 48 procent af de sager, hvor forældrene har fået afslag, vurderer Ankestyrelsen, at afgørelsen sandsynligvis ville blive ændret, hvis den blev klaget over. Forældrene får altså potentielt forkerte afslag i næsten halvdelen af sagerne – uden at vide det.
Rapporten, Handicapsagsbarometer 2025 , bygger på et repræsentativt udsnit af sager om tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42. Her har Ankestyrelsen ikke kun vurderet, om afgørelsen var rigtig eller forkert, men også undersøgt kvaliteten af sagsbehandlingen: Er lovgivningen fulgt? Er sagen tilstrækkeligt oplyst? Er afgørelsen begrundet godt nok? Og overholder kommunerne deres egne sagsbehandlingsfrister?
Hvad er tabt arbejdsfortjeneste – og hvorfor er det vigtigt?
Tabt arbejdsfortjeneste er en kompensation til forældre, som må gå ned i tiden eller helt forlade arbejdsmarkedet for at tage sig af et barn med betydelig og varig nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ordningen skal sikre, at familier ikke bliver økonomisk ruineret, fordi et barn har omfattende støtte- og plejebehov, der ikke kan dækkes af almindelige pasningsordninger.
Når denne ordning administreres forkert, er konsekvenserne derfor ikke alene økonomiske, men også menneskelige. Familier kan blive presset både psykisk og socialt, og nogle ender helt uden hjælp, loven egentlig giver dem ret til.
Juridiske fejl i hver anden sag
Ifølge handicapsagsbarometeret er der juridiske mangler i 54 procent af de undersøgte sager. Det betyder, at kommunerne i over halvdelen af sagerne ikke lever op til de lovkrav, der gælder for sagsbehandling og afgørelser.
Fejlene handler blandt andet om, at kommunerne ikke anvender den hjemmel, ikke foretager korrekte individuelle vurderinger eller ikke lever op til forvaltningslovens krav. Når sådanne fejl optræder i så stort et omfang, tyder det på systematiske problemer frem for enkeltstående smuttere.
Sagerne er for dårligt oplyst
Ankestyrelsen konkluderer desuden, at 41 procent af sagerne er utilstrækkeligt oplyst. Kommunerne træffer altså afgørelser, uden at alle relevante oplysninger om barnets og familiens situation er indhentet og vurderet.
Det kan for eksempel håndtere manglende lægefaglige udtalelser, mangelfulde oplysninger fra daginstitution eller skole, eller at forældrenes beskrivelser af barnets behov og hverdag ikke inddrages tilstrækkeligt. Når sagerne ikke er ordentligt oplyst, er risikoen for forkerte afslag eller for lave bevillinger markant forhøjet.
Mangelfulde begrundelser for afgørelser
I 34 procent af sagerne er begrundelsen for afgørelsen ikke god nok. Forældrene får ikke en tilstrækkelig forklaring på, hvorfor kommunen når frem til et afslag eller en bestemt bevilling.
En afgørelse skal blandt andet forklare, hvilke faktiske forhold og hvilke regler der er lagt til grund, og hvorfor disse fører til netop den konklusion. Når begrundelsen er uklar eller mangelfuld, bliver det svært for forældrene at vurdere, om afgørelsen er korrekt – og om der er grundlag for at klage.
Lange ventetider og brud på sagsfrister
Også sagsbehandlingstiden giver anledning til alvorlig bekymring. I 48 procent af sagerne overskrider kommunen sin egen frist for at træffe afgørelse. Blandt de sager, hvor fristen overskrides, er der i 42 procent tale om forsinkelser på ti uger eller mere – uden at forældrene får korrekt besked om, at fristen er sprunget, og hvornår de kan forventes en afgørelse.
For familier, hvor økonomien ofte i forvejen er presset af ekstraudgifter, sygefravær og stor omsorgsopgave, kan måneder med uvished og manglende indkomst være dybt belastende. Lange og uvarslede ventetider er derfor ikke kun et administrativt problem, men et alvorligt retssikkerhedsproblem.
Hvor fungerer det – de lyspunkter, Ankestyrelsen finder
Rapporten peger dog også på områder, hvor kommunerne generelt klarer sig bedre. I langt de fleste sager giver der korrekt klagevejledning, så forældrene får at vide, hvordan og inden for hvilken frist de kan klage over afgørelsen.
Ankestyrelsen vurderer også, at kommunerne i mange sager formår at lave helhedsvurderinger af barnets og familiens situation, snarere end kun at se snævert på enkelte dele. Desuden er der problemer med partshøring – altså borgerens ret til at se og kommentere centrale oplysninger i sagen – relativt sjældne i det undersøgte materiale.
Disse lyspunkter ændrer dog ikke ved, at det samlede billede er kritisk, når fejl og mangler rammer netop de forhold, der er mest afgørende for, om afgørelsen bliver rigtig: oplysning af sagen, korrekt juranvendelse og klar begrundelse.
“Et mørketal på 48 procent” – forældrenes stemme
Monica Lylloff, medstifter af bevægelsen “Enmillionstemmer”, der arbejder for bedre retssikkerhed for borgere med handicap og deres pårørende, kalder rapportens resultater for både chokerende og genkendelige i et opslag på hendes facebookprofil.
Hun peger på, at de 48 procent sager, som Ankestyrelsen vurderer ville være blevet ændret ved en klage, reelt udgør et “mørketal”. Mange forældreklager nemlig aldrig – enten fordi de er for udmattede, ikke kender deres rettigheder, eller fordi de oplever klagesystemet som uoverskueligt og belastet.
Dermed bliver fejlagtige afslag stående som endelige, selv om Ankestyrelsens gennemgang viser, at halvdelen af dem sandsynligvis ville være ændret, hvis de var blevet prøvet.
Politisk ansvar og næste skridt
Handicapsagsbarometeret rejser en række politiske spørgsmål: Hvem tager ansvar for, at kommunerne i så stort omfang laver juridiske fejl og træffer afgørelser på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag? Hvad vil regeringen, Folketinget og Kommunernes Landsforening gøre for at sikre, at lovgivningen faktisk bliver fulgt?
Mulige greb kan være øget statsligt tilsyn, skærpede krav til kvalitetssikring og dokumentation i kommunerne, bedre uddannelse og specialisering blandt sagsbehandlere samt klare nationale standarder for sagsbehandlingsfrister og opfølgning, når de ikke overholdes.
Samtidig viser rapporten, at der er brug for mere gennemsigtighed og let tilgængelig rådgivning til forældre, der står midt i et komplekst system. Når næsten hver anden sag, ifølge Ankestyrelsens vurdering, ville falde ved en klage, er det ikke de enkelte familier, der fejler – det er systemet, der gør.
En prøve på retssamfundets troværdighed
Sager om tabt arbejdsfortjeneste handler i sidste ende om, hvorvidt Danmark lever op til sine egne idealer som retssamfund og velfærdsstat. Når familier til børn med handicap møder et system, hvor fejl, mangler og lange ventetider er mere regel end undtagelsen, undergraves tiliden – både til kommunen og til staten.
Handicapsagsbarometer 2025 gør det nu svært at tale om enkeltsager eller uheldige undtagelser. Tallene dokumenterer systematiske problemer. Spørgsmålet er, om den politiske vilje til at reelle forandringer følger efter – eller om endnu en rapport blot lægges på hylden, mens forældrene fortsat betaler prisen.
