Fremover bliver hvert vindmølle- og solcelleprojekt vurderet for sig

Efter flere års debat om vindmøller, solcelleparker og borgerinddragelse har Tønder Kommune nu vedtaget nye politiske retningslinjer for vedvarende energi. Beslutningen betyder et markant kursskifte i den måde, kommunen fremover vil håndtere ansøgninger om nye VE-anlæg.

De store ansøgningsrunder, hvor projektudviklere kunne indsende deres planer på bestemte tidspunkter af året, er fortid. I stedet bliver hvert projekt fremover behandlet som en selvstændig sag, hvor kommunalbestyrelsen skal tage stilling til de konkrete forhold omkring projektet.

Ændringen blev vedtaget efter en længere debat i kommunalbestyrelsen, hvor der både var ros, bekymringer og kritik af den nye model.

Ingen farvel til den grønne omstilling

At de faste ansøgningsrunder nu forsvinder, betyder ikke, at Tønder Kommune har opgivet udbygningen med vedvarende energi.

Tværtimod understreger de nye retningslinjer fortsat, at kommunen ønsker flere VE-projekter – men de skal passe bedre ind i lokalområderne og skabe værdi ud over selve energiproduktionen.

I de tidligere retningslinjer arbejdede kommunen med en ambition om op til 125 vindmøller og omkring 1.200 hektar solcelleanlæg. De konkrete tal er ikke længere en del af retningslinjerne, men ambitionen om at bidrage til den grønne omstilling er fortsat intakt.

Til gengæld bliver der i den nuværende valgperiode ikke gennemført nye ansøgningsrunder. Fremover vil kommunen alene behandle individuelle ansøgninger, og kun hvis projekterne hænger sammen med lokale virksomheder og arbejdspladser.

Det er en væsentlig ændring i forhold til den tidligere model, hvor der var planlagt to ansøgningsrunder om året.

Lokalt ejerskab er fortsat et krav

Et af de områder, hvor kommunen ikke ændrer kurs, er spørgsmålet om lokalt medejerskab.

Projektudviklerne skal fortsat arbejde for, at mindst 40 procent af et projekt udbydes lokalt til kostpris.

Det er samme princip, som tidligere har været gældende, hvor borgere inden for fire kilometers afstand af et projekt har haft mulighed for at købe op til 500 andele, mens Tønder Vedvarende Energi A/S har kunnet købe op til 40 procent af projektet.

Kommunen lægger fortsat vægt på, at overskuddet fra de store energianlæg i videst muligt omfang skal komme lokalområdet til gode og ikke alene ende hos projektudviklere eller investorer.

Kommunen får en dobbeltrolle

Netop den model kan dog blive et af de mest omdiskuterede emner fremover.

De nye retningslinjer slår fast, at Tønder Kommune som planmyndighed skal indgå i en forhåndsdialog med projektudviklere og vejlede om planlægningen, inden en egentlig ansøgning behandles.

Det er samtidig kommunen, der senere skal behandle lokalplaner, miljøvurderinger og de nødvendige politiske beslutninger, før et projekt kan gennemføres.

Samtidig har det kommunalt ejede selskab Tønder Vedvarende Energi A/S fortsat mulighed for at købe op til 40 procent af de samme projekter.

Det betyder, at kommunen på den ene side er myndighed og på den anden side – gennem sit eget selskab – kan få en økonomisk interesse i de projekter, der bliver godkendt.

Det kan føre til spørgsmål om rollefordelingen mellem myndighed og investor.

I bestyrelsen for Tønder Vedvarende Energi A/S sidder desuden tre medlemmer af kommunalbestyrelsen: formand Torben Struck (A), næstformand Anita Uggerholt Eriksen (TL) og Leif Hansen (SP).

Kommuner kan efter lovgivningen godt deltage i energiselskaber, når det sker inden for de rammer, som lovgivningen giver mulighed for. Men samtidig gælder almindelige regler om habilitet og om, at myndighedsafgørelser skal træffes på et sagligt og uvildigt grundlag.

Netop derfor har flere gennem de senere år stillet spørgsmål ved, om det er den rigtige konstruktion, at et kommunalt selskab investerer i kommercielle VE-projekter, samtidig med at kommunen selv skal behandle de nødvendige tilladelser.

Kritikere har flere gange peget på, at det ikke bør være en kommunes – eller et kommunalt ejet selskabs – opgave at investere i kommercielle energiprojekter. Tilhængerne fremhæver omvendt, at modellen er med til at sikre, at en større del af værdiskabelsen bliver i Tønder Kommune.

DF: Et skridt i den rigtige retning

Dansk Folkepartis Allan Svendsen hilste de nye retningslinjer velkommen, men mente samtidig, at de ikke går langt nok.

“Det er et skridt i den rigtige retning,” sagde han fra talerstolen.

Han pegede samtidig på, at han fortsat savner en egentlig vetoret til de borgere, der bliver naboer til kommende VE-anlæg.

Konservative: Borgerne har ikke pengene

Hos Det Konservative Folkeparti var opbakningen ikke til stede.

Anette Abildgaard Larsen stemte imod retningslinjerne og pegede blandt andet på kravet om de 40 procent lokale ejerandele.

Hun vurderede, at der ganske enkelt ikke er den nødvendige kapital blandt borgerne i kommunen til at løfte investeringerne.

Ved 125 vindmøller og 1200 Ha solceller ville det være en investering til 12-15 mia kroner og med 40% vil det være ca 5,5 mia hovedsagligt Tønder Forsyning A/Ss kommercielle selskab Tønder Vedvarende Energi A/S skulle ud og investere i.

Borgmesteren: Vi vil genere færrest muligt

Borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti) understregede flere gange under debatten, at hensynet til borgerne fortsat er afgørende. “Vi ønsker at genere mindst mulige borgere,” sagde borgmesteren.

Han lagde samtidig vægt på, at projekterne skal skabe værdi for lokalsamfundene og ikke blot producere grøn strøm.

SF ønskede større fokus på naturen

Bjarne Lund Henneberg (SF) ønskede, at biodiversitet fik en mere fremtrædende plads i de nye retningslinjer.

SF foreslog derfor, at ansøgere fremover skulle redegøre for, hvordan de ville styrke biodiversiteten i og omkring kommende solcelleprojekter.

Forslaget opnåede dog ikke flertal.

Tønderlisten glæder sig

Hos Tønderlisten blev vedtagelsen modtaget med stor tilfredshed.

“I dag er en god dag, fordi vi får vedtaget de nye retningslinjer,” sagde Anita Uggerholt Eriksen.

Hun fremhævede især, at de vejledende afstemninger nu er fjernet. “Det plejebarn vedrørende vejledende afstemninger er vi glade for ikke er med mere.”

Hun pegede samtidig på, at de nye retningslinjer giver bedre muligheder for at skabe lokale arbejdspladser og sikre en tættere dialog med borgerne.

“Vi er glade for, at vi har haft mulighed for at samle alle gruppeformænd, hvor alle har haft mulighed for at komme til orde. Borgermøderne bliver en vigtig del af processen og kan skabe den gensidige dialog, som vi har ønsket.”

Venstre: Vi skal tænke på fremtiden

Venstres Jan Fogh gjorde det klart, at partiet fortsat bakker op om vedvarende energi.

“Vi anerkender i Venstre, at det er et område, der optager mange mennesker både personligt og følelsesmæssigt. Det forpligter os som folkevalgte til både at tage hensyn til borgerne og til kommunens fremtid.”

Han understregede samtidig, at Venstre fortsat er imod store solcelleparker på landbrugsjord, men ser positivt på vindmølleprojekter, der giver et stort lokalt afkast.

I de tidligere ansøgningsrunder er der afgivet løfter om 6 fondsmøller ifølge papirer, der fremgår af en aktindsigt TønderNYT har modtaget.

“De store ansøgningsrunder var en fejl”

Socialdemokratiets Torben Struck lagde ikke skjul på, at partiet ser den nye model som en forbedring. “Et bredt flertal har valgt at kigge fremad.” sagde han, og kaldte de tidligere ansøgningsrunder for en fejltagelse.

“Det er godt, at vi nu skal tage stilling fra sag til sag. Det er godt, at det ikke længere er store ansøgningsrunder, som vi gjorde tidligere. Det var en stor fejl.”

Samtidig understregede han, at kommunen fortsat skal være ambitiøs på klimaområdet. “Vi skal være ambitiøse for, at vi får VE-projekter, og vi skal kigge ud over kommunegrænsen.”

Efter torsdagens beslutning står én ting klart: Tønder Kommune har ændret måden, den grønne omstilling skal gennemføres på. Fremover bliver det ikke længere store samlede ansøgningsrunder, men konkrete projekter med lokal dialog, lokal forankring og politisk stillingtagen fra sag til sag, der skal afgøre, hvordan fremtidens vindmøller og solcelleparker kommer til at se ud i kommunen.

  • Related Posts

    Endnu en myndighed skaber forvirring på Rømø

    Må man cykle på stranden, eller gælder reglerne kun for nogle? En ny landsdækkende kampagne fra Friluftsrådet har kastet Rømø ud i en ophedet debat om, hvilke regler der egentlig…

    Johannes Kiil Jensen politianmelder Beredskabsstyrelsen “De truer os med anmeldelse, mens de selv har skabt forbuddet”

    Johannes Kiil Jensen fra Skærbæk har nu officielt politianmeldt Beredskabsstyrelsen og to af styrelsens ledende medarbejdere. Anmeldelsen blev afleveret på Tønder politistation onsdag, hvor situationen ifølge ham selv udviklede sig…

    Fik du læst disse artikler?

    En frygtløs stemme for de “brændte børn” er for altid tavs

    En frygtløs stemme for de “brændte børn” er for altid tavs

    Endnu en myndighed skaber forvirring på Rømø

    Endnu en myndighed skaber forvirring på Rømø

    39 bilister taget for hastighed i Løjt Kirkeby

    39 bilister taget for hastighed i Løjt Kirkeby

    Johannes Kiil Jensen politianmelder Beredskabsstyrelsen “De truer os med anmeldelse, mens de selv har skabt forbuddet”

    Johannes Kiil Jensen politianmelder Beredskabsstyrelsen “De truer os med anmeldelse, mens de selv har skabt forbuddet”

    Fremover bliver hvert vindmølle- og solcelleprojekt vurderet for sig

    Fremover bliver hvert vindmølle- og solcelleprojekt vurderet for sig

    Ankestyrelsen pålægger Tønder Kommune at ændre styrelsesvedtægten

    Ankestyrelsen pålægger Tønder Kommune at ændre styrelsesvedtægten
    Skip to content