Hvorfor vælger nogle at holde sig ude af den offentlige debat, selv om de gerne vil deltage? Det spørgsmål er i centrum, når Løgumkloster Højskole og Institut for Menneskerettigheder onsdag den 28. oktober inviterer til et åbent arrangement om ytringsfrihed og selvcensur.
Anledningen til arrangementet er instituttets årlige status over menneskerettighederne i Danmark.
Ifølge Institut for Menneskerettigheder vælger mange at tie i samfundsdebatten, selv om ytringsfrihed er en grundlæggende frihedsrettighed og fundamental for demokratiet.
Tre personer fortæller om at vælge debatten fra
Deltagerne kan opleve en samtale mellem en politiker og to personer med minoritetsbaggrund. De har ifølge arrangørerne valgt ikke at deltage i den offentlige debat, selv om de gerne ville.
Derudover vil instituttets eksperter præsentere den nyeste viden om, hvordan det står til med ytringsfriheden i Danmark. Arrangementet afsluttes med mulighed for, at tilhørerne kan stille spørgsmål.





