Redaktionen
TØNDER/RØMØ – Hvor langt tilbage rækker Rømøs faktiske historie, og hvornår slog de allerførste mennesker sig egentlig ned på den forblæste sandø i Vadehavet? Spørgsmålet har længe optaget både lokalhistorikere og arkæologer, og for nylig blussede debatten op på ny efter en henvendelse fra Tyskland.
Arkivleder ved Rømø Lokalarkiv, Mary-Anna Wraae Grundt, har dykket ned i et bemærkelsesværdigt stykke forskningshistorie, der trækker tråde helt fra oldengelske heltedigte til 1800-tallets ophedede nationalitetskamp i grænselandet.
Naturens værk og de tidligste faste bosættere
For omkring 8.000 år siden fik voldsomme mængder gletsjervand det globale havniveau til at stige med mere end en meter. Forinden havde de vældige smeltevandsstrømme efterladt en langstrakt stenrevle. Gennem århundreder medførte vind og bølger sand og strandgods, som gradvist ophobede sig og formede en regulær barriereø med markante klitrækker.
Selv om naturen skabte fundamentet tidligt, lader de håndfaste vidnesbyrd om menneskelig bosættelse vente på sig. De ældste skriftlige kilder, der omtaler øen, dukker først op i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, hvor Rømø optræder som krongods under navnet Rymø. Få årtier senere, i 1291, nævnes øen som Rimø i Ribe Domkapitels optegnelser, Ribe Oldemoder, i forbindelse med kirkens jordbesiddelser, herunder en større gård i Juvre. På baggrund af det samlede kildemateriale har den gængse historiske konklusion hidtil været entydig: De første fastboende etablerede sig på øen omkring år 1200.
En uventet henvendelse fra Mainz
Netop derfor vakte det opsigt, da Rømø Lokalarkiv modtog en henvendelse fra den tyske forsker dr. Jochen Haas i Mainz. Han havde henvendt sig med et 52 sider langt forskningsmanuskript med titlen “Rømøs kurzes Gastspiel im Beowulf-Epos”, efter at hans kollega dr. Wolbersen fra Nordfrisisk Institut havde peget på, at emnet kunne have interesse for lokalarkivet.
Henvendelsen rejste et umiddelbart opsigtsvækkende spørgsmål: Kan øen have spillet en rolle allerede i 500-tallets folkevandringstid, længe før Valdemar Sejrs embedsmænd førte pen?
Forbindelsen peger direkte mod det berømte Beowulf-kvad, et af de mest betydningsfulde værker i oldengelsk litteratur. Ligesom de islandske sagaer i generationer blev affærdiget som rene fantasier, har moderne forskning påvist, at der bag kvadets dragedrab og mytiske helte gemmer sig autentiske historiske begivenheder i Skandinavien og Nordvesteuropa. Eksempelvis er det veldokumenteret, at Beowulfs onkel, kong Hygelac, anførte et plyndringstogt mod friser og frankere omkring år 516 i det nuværende Holland og Nordvesttyskland, hvor kongen faldt i kamp.
Filologisk behændighed i nationalstatens tjeneste
Digtet cirkulerede oprindeligt som mundtlig overlevering, før det i begyndelsen af 700-tallet blev nedfældet som et samlet værk i England. Det eneste bevarede manuskript dateres til perioden mellem år 975 og 1025, og netop denne tekst har været genstand for utallige oversættelser og granskninger.
I en bestemt passage berettes om heltens færden over havet med ordene: ”þa hine on morgen tid on Heaþo-Ræmes holm up ætbær”. Da lærde filologer i 1800-tallet kastede sig over teksten, lod flere sig friste af klanglige ligheder. Passagen blev tolket som en henvisning til det høje Remis – en forhøjning i Nordsøen omgivet af stejle kystskrænter og klitter – som man resolut identificerede som Vadehavsøen Rømø.
Undersøgelsen fra dr. Jochen Haas afdækker imidlertid motiverne bag denne tolkning. I midten af 1800-tallet rasede den politiske og nationale strid mellem dansk og tysk i Slesvig. Både sprogforskere og historikere søgte med lys og lygte efter historiske fortilfælde, der kunne legitimere territoriale krav og bevise urgamle rødder i grænselandets muld og sand.
Rømøs optræden i Beowulf var med andre ord ikke et resultat af arkæologiske fund, men af politisk motiveret kildebøjning, hvor man med en god portion akademisk velvilje fik teksten til at passe ind i samtidens nationale dagsorden.
En symbolsk brik i grænselandets magtspil
Mary-Anna Wraae Grundt konstaterer derfor, at der fortsat ikke er fagligt belæg for at rykke Rømøs beboelseshistorie længere tilbage end omkring år 1200. Øen var næppe beboet i 500-tallet, og Beowulf har aldrig sat sine fødder på dens strandbred.
Alligevel efterlader episoden et fascinerende vidnesbyrd om øens symbolske værdi. I en tid, hvor nutidens fortællinger om Rømø ofte kredser om velhavende kommandører, hvalfangst og Vadehavets naturkræfter, minder affæren om, at selv en beskeden sandø i Vadehavet kunne gøres til genstand for storpolitiske tolkninger og inddrages i 1800-tallets kamp om den nationale identitet.
