Politiet kan nu kontrollere handicapkort digitalt

Det skal fremover være væsentligt lettere for politiet at afsløre stjålne, forfalskede og misbrugte handicapparkeringskort. Syd- og Sønderjyllands Politi har taget et nyt digitalt kontrolværktøj i brug, som gør det muligt at scanne kortet og øjeblikkeligt afklare, om tilladelsen fortsat er gyldig.
Politiet oplyser i et opslag på Facebook, at systemet er udviklet i tæt samarbejde med Danske Handicaporganisationer. I den første udgave af systemet kan betjentene med et enkelt klik kontrollere, om selve handicapkortet er aktivt eller ugyldigt.
Senere på året forventes en udvidet version udrullet, som vil give politiet adgang til flere centrale oplysninger om både tilladelsen og den person, kortet er udstedt til.
Dermed kan betjentene hurtigt undersøge, om et kort er meldt stjålet, og om den registrerede indehaver rent faktisk er fører, passager eller ejer af det køretøj, der optager en handicapplads.
To afgifter udskrevet under interview
Problemet med uretmæssig parkering på handicappladser er velkendt i hverdagen. TønderNYT mødte i datg en parkeringsvagt fra Q-Park ved sygehuset i Esbjerg, som forklarede, at vagterne gennem længere tid har haft teknisk mulighed for at undersøge kortenes gyldighed.
Mens TønderNYT talte med vagten, fortsatte han sin kontrolrunde blandt bilerne på handicapparkeringen, og her faldt to forseelser prompte i øjnene.
Først stødte han på en bil, som holdt parkeret på en handicapplads helt uden noget synligt handicapkort i forruden. Kort efter tjekkede han nabobilen, hvor der ganske vist lå et kort fremme, men et opslag viste hurtigt, at kortet for længst var ugyldigt.
Begge bilister fik derfor udskrevet en kontrolafgift på stedet, mens samtalen fandt sted.
Undervejs berettede vagten desuden om et uofficielt sort marked for de eftertragtede kort. Han oplyste, at han hører om salgspriser på omkring 2.000 kroner for et kort i Esbjerg, mens prisen i København, hvor kampen om parkeringspladser er langt mere intens, angiveligt kan nå op på omkring 5.000 kroner.
Disse prisoplysninger bygger dog på andenhåndsudsagn og er ikke dokumenteret yderligere af TønderNYT.
Skal sikre pladserne til dem med reelt behov
Handicapparkeringspladser er oprettet for at sikre, at borgere med nedsat funktionsevne eller svære bevægelseshandicap kan parkere tæt ved indgange til eksempelvis sygehuse, behandlingssteder og offentlige kontorer.
Når uvedkommende uberettiget optager pladserne med ugyldige, lånte eller stjålne kort, rammer det direkte de borgere, som har et reelt og lægeligt dokumenteret behov for let adgang.
Det nye kontrolværktøj hos Syd- og Sønderjyllands Politi skal dæmme op for denne type snyd ved at fjerne tvivlen ude på gaden.
Som Syd- og Sønderjyllands Politi selv opsummerer tiltaget på Facebook: ”Nu kan politiet afsløre ugyldige handicapparkeringskort med et enkelt klik.”






