En ny stiforbindelse skal i den kommende tid skabe en stærkere lokal forankring mellem Tønder, marsken og byens kulturarv. Teknik- og Miljøudvalget skal på et kommende møde tage stilling til de konkrete planer for etablering, økonomi og fremtidig vedligeholdelse af en ny rute til Museum Wegner.

Målet med projektet er at skabe en sammenhængende oplevelse, der fører besøgende fra byens hjerte ud i naturen og helt frem til museet. Ruten er tænkt med udgangspunkt ved Skibbroen, hvor Marskstien i forvejen har sin start, og herfra føres vandrere videre mod Bachmanns Vandmølle og Vidåen.
Forud for beslutningen ligger et forløb gennem efteråret 2025 og foråret 2026, hvor kommunen har ført drøftelser med de berørte lodsejere for at finde den mest optimale vej gennem landskabet. Projekteringen har resulteret i et udkast, hvor en del af ruten gøres tilgængelig for kørestolsbrugere via særlige boardwalks og stenmelsstier.
Politiske valgmuligheder langs Vidåen
Sagens kerne drejer sig om strækningen langs Vidåen, hen mod Museum Wegner, hvor politikerne skal vælge mellem tre forskellige scenarier.
Den første mulighed går ad en privat fællesvej. Her er udfordringen dog, at vejen i det daglige benyttes af landbruget til tilsyn med kvæg og vedligeholdelse af kanaler. Vejen er stedvis meget smal, og i fugtige perioder opstår der dybe kørespor, hvilket gør det problematisk at dele vejen mellem gående turister og tunge landbrugsmaskiner.
Det andet forslag, som forvaltningen anbefaler, fører stien op på selve digekronen på den østlige side af Vidåen. Fordelen her er ifølge den faglige vurdering, at ruten forbeholdes bløde trafikanter, og at vandrere får fuldt udbytte af udsigten over både marsken og åen, samt en fornemmelse af vandstanden i forhold til terrænet.
Det tredje scenarie indebærer en helt ny broforbindelse fra Festivalpladsen over Vidåen. Dette forslag er væsentligt dyrere og rejser en række tekniske og miljømæssige spørgsmål. Da Vidåen er et beskyttet habitatområde, vurderes det at blive en yderst vanskelig proces at opnå de nødvendige tilladelser til et brobyggeri.
Vision om et arkitektonisk vartegn vækker opsigt på Facebook
Mens de kommunale planer tager form, har Bent Schulz luftet en vision, der har vakt opsigt i den lokale Facebookgruppen ”Tønder…..vores by !….. (billeder og historier fra tønder)”. Han opfordrer her kommunen til at hæve ambitionerne og tænke større end blot en praktisk sti.
”Tønder Kommune står med en helt særlig mulighed. Når Museum Wegner åbner, får Tønder noget, som kan blive et internationalt fyrtårn for dansk design,” lyder det fra Bent Schulz i hans opslag til byens borgere.
Han forestiller sig en bro, der ikke blot er en praktisk overgang, men et arkitektonisk værk, som i sig selv bliver en destination og et vartegn.
”En almindelig sti vil være praktisk. En unik Wegner-bro kan blive noget, mennesker rejser til Tønder for at opleve. Den kan blive fotograferet, omtalt og delt. Den kan blive et nyt vartegn for Tønder og Sønderjylland,” påpeger Bent Schulz og foreslår samtidig, at man udskriver en arkitektkonkurrence for at ramme Wegners tidløse designfilosofi.
Hensyn til natur og digesikkerhed
Trods visionerne om en markant Wegner-bro peger forvaltningen i sagsfremstillingen på flere væsentlige forhindringer. Udover de miljømæssige restriktioner i åen er digernes stabilitet afgørende for Tønders sikkerhed mod oversvømmelser. Nye fundamenter nær digerne kan øge risikoen for erosion og besværliggøre det løbende vedligehold af stormflodssikringen.
Desuden argumenterer forvaltningen med, at der kun er omkring 500 meter til den eksisterende bro ved Kongevejen, hvor man allerede kan krydse åen sikkert.
Økonomi og etapedeling
Projektet er prissat afhængigt af den valgte model. Forvaltningen indstiller model to, der følger diget, til en anlægspris på cirka 4,7 millioner kroner. Skulle man imødekomme ønsket om en bro over Vidåen, estimeres prisen til at stige med mindst 3,5 millioner kroner til et samlet beløb på over 8,2 millioner kroner.
Finansieringen er delvist sikret gennem 1,1 millioner kroner i EU-midler. Den resterende del foreslås finansieret via de allerede afsatte midler til Museum Wegner i budgettet for 2027. Planen er at starte arbejdet med en trampesti og en sydlig bro med det samme, mens de mere omfattende anlæg som en boardwalk og en handicapvenlig grussti vil blive etableret i en senere fase.






