Redaktionen
Fortællingen om, at Danmark lider af akut mangel på arbejdskraft, er efterhånden blevet en udisputabel sandhed. Men måske er problemet slet ikke, at vi mangler mennesker – måske handler det snarere om, hvordan vi bruger dem, vi allerede har.
Budskabet lyder næsten dagligt fra Christiansborg, erhvervsorganisationer og kommuner: Vi mangler sygeplejersker, SOSU’er, håndværkere og teknikere. Manglen på hænder præsenteres som en naturlov, der kun kan løses med højere pensionsalder, flere arbejdstimer eller udenlandsk arbejdskraft. Men spørgsmålet er, om vi tør tage den ubehagelige debat om, hvad alle de hænder egentlig laver i dag?
Debatten blev for nylig aktualiseret af Ulrik Gade Jensen, der på sociale medier satte spørgsmålstegn ved værdien af de mange jobfunktioner, der er opstået i moderne organisationer. Uanset om man er enig eller ej, rammer han en nerve: Har vi skabt et samfund, hvor vi bruger flere ressourcer på at administrere arbejdet end på at udføre det?
Mødekultur, dialogkaffe og glemsomme rapporter
Enhver, der har sin gang i større organisationer – både offentlige og private – kender fænomenet. Kalenderen fyldes med møder om andre møder, workshops om processer og strategiseminarer, der munder ud i rapporter, som sjældent læses. Bureaukratiet har en indbygget tendens til at vokse uafhængigt af den faktiske arbejdsbyrde.
Ofte ser vi også, hvordan der med store ord inviteres til dialogmøder, der hurtigt genererer behov for endnu flere opfølgende møder. Processen kulminerer ofte i flotte rapporter og visioner i organisationerne, der desværre alt for sjældent bliver ført ud i livet, som det ellers var tænkt. Når støvet har lagt sig, ender de ambitiøse planer tit som hyldevarmere, mens virkeligheden fortsætter ufortrødent som før.
Når systemet skygger for hjælpen
Paradokset ses tydeligst, når borgere med konkrete behov møder systemet. Forældre til børn med særlige behov fortæller ofte om et forløb, hvor den ene statusopfølgning og handleplan afløser den næste. De sidder til utallige møder med sagsbehandlere, PPR-konsulenter,koordinatorer og flere andre, som hver især skriver en rapport eller notater for at dokumentere deres stillingsberettigelse, mens barnet i klasselokalet stadig mangler den konkrete støtte, som var hele formålet.
Det er sjældent flere møder eller mere papirarbejde, forældrene efterspørger. De efterspørger resultater. Men når systemet bliver tilstrækkeligt komplekst, ender en enorme del af ressourcerne med at blive brugt på at koordinere hjælpen frem for faktisk at levere den.
En prioriteringskrise snarere end en arbejdskraftkrise
Det samme mønster tegner sig i det private erhvervsliv. En fabrik kan mangle folk ved samlebåndet, samtidig med at hovedkontoret vokser med specialister, analytikere og projektledere og diverse mellemledere, som skal holde øje med deres ledere. Vi ser en stigning i antallet af mennesker, der producerer præsentationer om arbejdet, alt imens dem, der skal udføre det i marken, bliver færre.
Hvis Danmark virkelig mangler arbejdskraft, hvorfor accepterer vi så, at så mange mennesker er beskæftiget med aktiviteter, der kun indirekte bidrager til værdien? Svaret er politisk følsomt, for ingen ønsker at fortælle tusindvis af medarbejdere, at deres funktion måske ikke er så livsnødvendig, som organisationen hævder.
Teknologien tvinger os til handling
Vi står nu over for en teknologisk revolution med kunstig intelligens, der allerede kan overtage mange af de administrative og koordinerende opgaver. Det gør det sværere at ignorere spørgsmålet om spildarbejde. Vi bliver tvunget til at skelne mellem opgaver, der kræver mennesker, og opgaver, der blot eksisterer af gammel vane.
Måske er løsningen på vores udfordringer ikke flere arbejdstimer eller højere pensionsalder. Måske findes løsningen i et grundlæggende opgør med de lag af kontrol og administration, der har bredt sig gennem årtier.
Hvis det er tilfældet, står Danmark ikke over for en arbejdskraftkrise, men en prioriteringskrise. Det er trods alt borgerne – ikke tænketankene eller de administrative lag – der skal have gavn af vores fælles indsats. Det er på tide, at vi flytter hænderne derhen, hvor de skaber reel værdi.
