Redaktionen
Regeringen har offentliggjort fordelingen af en pulje på 208,7 millioner kroner, der i 2027 skal fordeles til kommuner, som lægger arealer til vindmøller og solceller. Mens Lolland topper listen, modtager også en række sønderjyske kommuner millionbeløb — blandt dem Tønder, som i 2027 får 3.391.415 kroner.
Det kræver mere end politisk tale på Christiansborg at få grøn strøm ud til danskerne. Den praktiske opstilling af møller og solceller foregår ude i kommunerne og lokalsamfundene, og netop derfor har By-, Land- og Transportministeriet valgt at belønne de steder, der har bidraget mest. “Den grønne strøm kommer ikke i stikkontakterne bare ved snak på Christiansborg. Den kommer ved, at der bliver stillet vindmøller og solceller ude i landet,” siger minister Signe Munk og understreger, at tilskuddene skal bruges til at styrke velfærden lokalt.
Med sin udtalelse puster ministeren samtidig til en længerevarende debat om, hvor den vedvarende energi skal placeres. Mens hovedstad og de store byer som København, Aarhus og Odense forbruger størstedelen af den producerede elektricitet, placeres mange af produktionsanlæggene i landdistrikterne. Det rejser spørgsmål om retfærdig fordeling af både gevinster og gener: Hvem skal leve med visuelle og trafikale konsekvenser, og hvem høster fordelene ved den grønne energi?
Sønderjysk fordeling og Tønders position
Fordelingen for 2027 følger en model, hvor halvdelen af midlerne går til kommuner med nytilsluttet kapacitet, mens den anden halvdel fordeles efter kommunernes produktion i 2024. I listen over modtagere står Kolding med 16,36 millioner kroner som den sønderjyske topmodtager, mens Aabenraa og Tønder følger med henholdsvis omkring 3,9 og 3,39 millioner. Sønderborg får godt 1,2 millioner kroner. Tallene bygger på data fra Energistyrelsens register over installeret kapacitet og produktionstal fra Energinet.
For Tønders vedkommende betyder beløbet et økonomisk løft, som kan anvendes direkte til lokale anlægsopgaver eller sociale formål. Kommunen placeres i midterfeltet blandt de støttede kommuner og får dermed et solidt bidrag til at håndtere de praktiske investeringer, som følger med placeringen af store energianlæg.
Den økonomiske gulerod for kommunerne
Politisk pres for at fremskynde udbygningen af landvind er tydeligt i debatten, og flere folketingsmedlemmer har peget på behovet for et øget tempo i opstillingen af møller. Samtidig signalerer tilskudspakker og ekstra bloktilskud, at staten er villig til at belønne kommuner, der aktivt åbner op for sådanne projekter. For økonomisk svage kommuner kan sådanne incitamenter være afgørende: statslige midler til VE-tilskud fungerer som en økonomisk “gulerod”, der kan få lokalpolitikere til at prioritere arealer til møller eller store solcelleparker.
Tønder, som allerede har en beskeden kommunal økonomi sammenlignet med større byer, står potentielt med et stærkt incitament til at tiltrække nye projekter. For kommuner med begrænsede lokale ressourcer kan tilskuddene gøre forskellen mellem at realisere nødvendige vej- og tilslutningsarbejder eller at udskyde dem.
Praktiske konsekvenser: veje, infrastruktur og lokal accept
Når et stort energiprojekt skal realiseres, medfører det ofte behov for opgradering af lokal infrastruktur. Tungt udstyr og transport af komponenter kræver adgangsveje, plads til opstilling og tekniske tilslutninger til nettet. VE-tilskuddene kan derfor bruges til at dække dele af disse anlægsomkostninger og gøre det billigere for kommuner at godkende projekter uden at belaste de lokale skatteydere uforholdsmæssigt.
Der er dog et vigtigt politisk og socialt element i spil: lokal accept. Selv om statslige penge kan kompensere økonomisk, kan de ikke automatisk fjerne følelsen af at blive pålagt byrder. At placere produktionsanlæg i landkommuner, mens forbruget er koncentreret i byerne, kan skabe spændinger omkring retfærdighed og demokratisk indflydelse over egne nærområder.
