
TØNDER: Valgkampen frem mod FV26 er gået ind i sin afsluttende fase, men desværre er det ikke kun politiske argumenter, der præger gadebilledet. Endnu en gang er lokale kandidater blevet ramt af hærværk og sabotage mod deres valgplakater, hvilket vækker både ærgrelse og vrede hos de involverede.
Denne gang er det gået ud over Socialdemokratiet. På strækningen langs Kongevej i Tønder, mellem byens supermarkeder, er adskillige plakater for både minister Jesper Petersen og den lokale kandidat Lars Rømer Olsen blevet ødelagt eller skamferet.

Foto fra Allan Svendsen, som fik flere af sine plakater revet ned i Løgumkloster. Han politianmeldte dette hærvæk
En trist tendens i lokalområdet
Det er ikke første gang i denne valgkamp, at politikerne i Tønder Kommune må se deres materiel ødelagt. Tidligere kunne Allan Svendsen fra Dansk Folkeparti berette om, hvordan hans plakater i Løgumkloster systematisk var blevet pillet ned. Nu er turen kommet til de socialdemokratiske kandidater i selve Tønder.
For de mange frivillige, der bruger deres fritid på at kravle op i lygtepæle og hænge plakater op, er det en flad fornemmelse at se deres arbejde ødelagt få dage efter.

Næsten alle valgplakater fra Jesper Petersen, som er opsat på strækningen overfor supermarkederne på Kongevej i Tønder er blevet overstreget. Andre partiers valgplakater er ikke blevet rørt
Jesper Petersen: “Det er simpelthen udansk”
Jesper Petersen lægger ikke skjul på sin frustration over de ødelagte plakater på Kongevej. Til TønderNYT kalder han handlingerne for både triste og beskæmmende.
“Det er trist og ærlig talt beskæmmende, når der sker hærværk på forskellige partiers plakater og bannere. Og endnu værre, når frivillige eller kandidater oplever overfald, som vi har set det i den her valgkamp. Sådan skal det simpelthen ikke være i Danmark, når vi holder valg,” siger Jesper Petersen.
Han peger på, at det især er respekten for det demokratiske arbejde, der lider skade:
“I sig selv er det jo forkert med hærværk, og så ærgrer jeg mig over, at gode aktive folk har brugt tid på at tage del i valgkampen og sætte plakater op, og så bliver de mødt på den her måde.”
Brug ordene i stedet for hærværk
Selvom bølgerne kan gå højt i en valgkamp, opfordrer Jesper Petersen til, at man holder sig til de demokratiske spilleregler. Der er masser af måder at komme i kontakt med politikerne på, hvis man er uenig eller har kritik, påpeger han.
“Hvis man vil i kontakt med os politikere og give sin mening tilkende, så er der jo masser af muligheder for det. Det er demokratisk og helt på sin plads – også at komme med kritik. Men lad lige plakaterne hænge, ikke? Hærværk eller sabotage i forbindelse med et demokratisk valg er bare forkert, skadeligt og udansk,” lyder den klare opfordring fra Jesper Petersen.
Mens valgkampen raser videre, må de frivillige nu i gang med at rydde op og erstatte de ødelagte plakater på Kongevej, så budskaberne igen kan stå skarpt frem mod valgdagen.






