DOF BirdLife: Stop nytårskrudt nær beskyttet natur

Selvom reglerne for fyrværkeri er strammet, er det ikke nok til at sikre ro for de tusindvis af fugle, der overvintrer i vores danse Natura 2000-områder. DOF BirdLife kræver nu totalforbud mod raketter nær sårbar natur.

TØNDER/DANMARK: Mens mange lokale gør klar til at skyde nytåret ind med lys og brag, vækker traditionen bekymring hos ornitologerne i DOF BirdLife. Selvom det fra i år kun er tilladt at affyre fyrværkeri den 31. december og 1. januar, mener foreningen, at reglerne stadig er for lempelige, når det kommer til Danmarks mest sårbare naturområder.

Særligt i områder som Tøndermarsken og Vadehavet, der er udpeget som Natura 2000-områder, kan nytårsnat have store konsekvenser for de titusindvis af gæs og svømmeænder, der netop nu opholder sig i det milde vintervejr. Vi har for eksempel registreret forstyrrelser i Roskilde Fjord og ved Maribo-søerne, hvor der er meget fuglerige Natura 2000-områder, siger Knud Flensted, der er biolog i DOF BirdLife i en udsendt pressemeddelelse.

Fugle flyver i panik

Ifølge biolog i DOF BirdLife, Knud Flensted, er kombinationen af kraftige lysglimt og voldsomme brag en opskrift på stress og panik blandt fuglene.

– I lavbundsområder og nær kysterne kan fyrværkeri resultere i massive forstyrrelser. Fuglene reagerer ofte ved at flyve rundt i ren panik, hvilket dræner deres vigtige energireserver her i vintertiden, forklarer Knud Flensted.

Forskning viser, at vilde fugle har brug for absolut ro om vinteren for at overleve. Derfor foreslår DOF BirdLife, at alle 250 Natura 2000-områder i Danmark – som dækker cirka 9 procent af landarealet – friholdes helt for fyrværkeri året rundt.

Inspiration fra Nyord: Her er krudt forbudt

DOF BirdLife peger på øen Nyord ved Møn som et eksempel til efterfølgelse. Her har det siden 2014 været forbudt at affyre fyrværkeri. Selvom forbuddet oprindeligt blev indført af brandmyndighederne for at beskytte byens mange stråtækte huse, har det vist sig at være en kæmpe gevinst for fuglelivet.

På Nyord gør de lokale beboere en dyd ud af at informere besøgende om forbuddet via opslag, så de store flokke af gæs, ænder og jagende havørne kan få lov at passere årsskiftet uden stress.

Lokalt fokus på beskyttelse

I Tønder-området, hvor naturen og fuglelivet er en central del af identiteten og turismen, rejser kravet fra DOF BirdLife spørgsmålet om, hvorvidt vi lokalt bør tage mere hensyn til de vingede gæster.

– Fyrværkeri har betydelige negative konsekvenser, og vi mener, at reglerne bør strammes yderligere, så vores vigtigste naturområder bliver frizoner for larm og lys, lyder det fra biologen.

Indtil videre må fuglene i marsken dog nøjes med de to døgn, hvor loven tillader nytårsskyderi – medmindre de lokale vælger at lade raketterne ligge til fordel for naturens stilhed.


Fakta: Hvad er Natura 2000?

  • Natura 2000 er et netværk af beskyttede naturområder i EU.
  • Områderne skal sikre overlevelsen for Europas mest truede og værdifulde arter og naturtyper.
  • I Danmark findes der 250 områder, som dækker både land og hav.
  • Særligt vandfugle som gæs og svømmeænder er sårbare over for forstyrrelser i disse områder om vinteren.

  • Related Posts

    Sundhedsreformen kan give Tønder Sygehus flere opgaver og behandlingstilbud

    Nye sundhedsråd skal styrke det nære sundhedsvæsen – og Tønder sygehus kan få en større rolle i fremtidens sundhedsstruktur Mens etableringen af de nye sundhedsråd først bliver en realitet den…

    Leder: Mangler vi hænder eller bruger vi dem bare forkert?

    Fortællingen om, at Danmark lider af akut mangel på arbejdskraft, er efterhånden blevet en udisputabel sandhed. Men måske er problemet slet ikke, at vi mangler mennesker – måske handler det…

    Fik du læst disse artikler?

    Sundhedsreformen kan give Tønder Sygehus flere opgaver og behandlingstilbud

    Sundhedsreformen kan give Tønder Sygehus flere opgaver og behandlingstilbud

    Leder: Mangler vi hænder eller bruger vi dem bare forkert?

    Leder: Mangler vi hænder eller bruger vi dem bare forkert?

    Klostermærkens gæster møder nyt syn ved ankomsten til Løgumkloster

    Klostermærkens gæster møder nyt syn ved ankomsten til Løgumkloster

    Knap to måneder til Klosters store folkefest

    Knap to måneder til Klosters store folkefest

    Håber på kontakt inden begravelse

    Håber på kontakt inden begravelse

    FC Sydvest 05 Tønder sikrede overlevelsen i Serie 2 med sejr i Bylderup-Bov

    FC Sydvest 05 Tønder sikrede overlevelsen i Serie 2 med sejr i Bylderup-Bov
    Skip to content