Redaktionen
Slesvigsk Parti styrer Tønder – men svigter kommunens mest sårbare børn og deres familier
Af TønderNYT – Lederredaktionen
Tønder Kommunes borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti) ynder at tale om ansvarlig styring og “sund økonomi”.
Men virkeligheden bag de fine ord er alt andet end sund – især for kommunens mest sårbare børn og deres familier rundt om i kommunen.
For hvad hjælper et flot regnskab, hvis det bygges på nederlag, frustration og svigtede børn?
Hvad hjælper et budget i balance, når balancen i børnenes liv for længst er brudt sammen?
Slesvigsk ansigt fin økonomi udadtil – socialt svigt indadtil
Slesvigsk Parti fører sig i Tønder frem som partiet for fællesskab, balance og social ansvarlighed.
Men bag de pæne formuleringer om fællesskab og omsorg vokser en realitet, der peger i den stik modsatte retning.
Gang på gang modtager redaktionen henvendelser fra forældre, hvis børn ikke får den støtte, de er visiteret til.
Børn, der burde modtage specialundervisning, placeres i almindelige klasser – uden den nødvendige hjælp, fordi der skal spares.
Det gælder ikke kun Tønder Distriktsskole, men også flere andre skoledistrikter, hvor pædagoger og lærere står magtesløse over for krav, de ikke kan opfylde, og børn, de ikke kan hjælpe, selvom de gerne vil.
Den seneste henvendelse kom så sent som i aftes, tæt på klokken 22.
Endnu en fortvivlet familie sad tilbage uden svar.
Et barn fanget i et system, hvor økonomien sætter grænsen – ikke loven, og slet ikke barnets behov.
Dette er ikke længere enkeltsager. Det er et mønster. Et systemisk svigt.
Når loven bøjes – og tilliden brister
På Overbygningsskolen i Tønder gik det sidste skoleår endda skridtet videre:
Skoleleder Morten Dahlhus valgte egenhændigt at omdanne en mellemform-klasse til en specialklasse – uden byrådets godkendelse.
Det skete, selvom Undervisningsministeriet tydeligt fastslår, at det er byrådet, der beslutter, hvor specialklasser må oprettes.
Det er ikke bare en administrativ fejl.
Det er et direkte indgreb i det politiske ansvar, som byrådet bærer – og som borgerne forventer bliver udøvet med ordentlighed.
Når embedsværket begynder at definere lovens rammer på egen hånd, og når politikerne ikke siger fra, forsvinder tilliden til hele styringskæden.
Spørgsmålet er: Hvem leder egentlig Tønders skolevæsen – de folkevalgte eller embedsværket
Louise Thomsen Terp (SP) – tavshed som svar
Som næstformand for Børn- og Skoleudvalget har Louise Thomsen Terp (Slesvigsk Parti) et særligt ansvar.
Hun burde kende til problemstillingerne, hun bide have hørt de samme forældre, set de samme sager – og hun burde vide, at området bløder.
Men tavsheden er rungende.
Når børn mistrives, og forældre sidder grædende med afgørelser, de ikke kan forstå, er stilheden ikke neutral – den er et valg.
Tavshed er også et svar.
Og i dette tilfælde et svar, der lyder som resignation.
Er Tønders økonomi virkelig sund?
Borgmester Jørgen Popp Petersen kalder økonomien ansvarlig.
Men hvis den ansvarlighed kun eksisterer på papiret, fordi man nedprioriterer børn med særlige behov, er der tale om politisk selvbedrag.
Et sundt samfund måles ikke på overskud i regnskabet, men på overskud i omsorgen.
Når kommunen vender blikket væk fra børn, der har brug for støtte, er det ikke ansvarlighed – det er kynisme forklædt som økonomisk fornuft.
Forældrene oplever det. Lærerne mærker det. Børnene lever med det.
Og alligevel hører man fra rådhuset, at “økonomien er sund”.
Men hvad er sundt ved en kommune, hvor børn bliver syge af at gå i skole?
Tid til ærlighed, ansvar og handling
Det er tid til ærlighed fra Slesvigsk Parti.
Tid til, at borgmester Jørgen Popp Petersen og næstformand Louise Thomsen Terp ser virkeligheden i øjnene og erkender, at Tønder Kommunes skolepolitik ikke fungerer.
Der skal mere end regneark og nøgletal til at skabe en sund kommune.
Der skal menneskelighed, mod og vilje til at tage ansvar – også når det koster.
For bag hvert budgetskema sidder et barn, der kæmper.
Bag hvert spareforslag sidder en familie, der håber.
Og i aftes – sent, næsten ved sengetid – sad endnu en Tønder-familie med tårer i øjnene og et barn, der ikke får den skoletid, det har ret til.
Er det dét, vi forstår ved sund økonomi i Tønder – når børnene betaler prisen?
