Masker i Marsken trak fulde huse i Højer

Højer summede lørdag af liv, farver og kreativitet, da strikkefestivalen Masker i Marsken endnu engang åbnede dørene for tusindvis af gæster. Der blev snakket, kigget og strikket – ja, dresscoden var naturligvis strik – og besøgende fordelte sig på flere bygninger, hvor der både var udstillinger, madoplevelser, talks og workshops.

I den store udstillingsbygning var der så tætproppet med mennesker, at luftfugtigheden steg mærkbart – så meget, at vores kamera duggede. Ved Kiærs Gaard betød den kraftige vind, at gæsterne blev sluset ind og ud af bygningen for at undgå, at det blæste for meget indendørs.

Fra strik til kunst: Guldfisk, gaffatape og “Skriget”

I festivalens kreative univers, Knitters’ Space, kunne publikum opleve klassiske kunstværker fortolket i garn, broderi – og endda gaffatape. Blandt højdepunkterne var en broderet version af Monets åkander, et strikket “Skriget”, en banan med gaffatape og ikke mindst humoristiske guldfisk i en blender.

“Masker i Marsken er noget, vi skaber sammen – og det gælder også kunsten,” fortæller bestyrelsesmedlem og atmosfæreansvarlig Kirsten von Wildenradt i en udsendt pressemeddelelse “Vores frivillige har arbejdet hele sommeren på en udstilling, der får folk til at smile, tænke – og måske se strik som en kunstform i sig selv.”

Et fællesskab med lokal forankring

Omkring 150 frivillige er med til at løfte festivalen, og det lokale engagement kan ses i hele Tønder og Højer. Skoleelever har bidraget med strikkede udsmykninger i bybilledet, fra strikkede væsner i vinduerne hos Johannes Kaffebar til over en kilometer fingerstrik i Knitters’ Space på Kiers Gaard.

Digeskolens elever har strikket, hæklet og broderet værker til Madpakkehuset i Højer, og lokale strikkeentusiaster har pyntet butikkerne i gågaden i Tønder.

“Vi er dybt taknemmelige for den enorme lokale opbakning – fra skoleelevernes udsmykninger til vores atmosfæremasker, der i år har skabt alt fra garn-gopler til 1000 pomponer på pinde,” siger Kirsten von Wildenradt videre i den udsendte pressemeddelelse “Det hele bidrager til, at festivalen bliver en oplevelse, man husker.”

Ifølge den seneste publikumsanalyse har 60% af gæsterne besøgt festivalen før, og over 85% vælger at blive i området med en eller flere overnatninger. “Masker i Marsken skaber ikke kun liv i Tønder og Højer – den giver også gæsterne lyst til at vende tilbage,” understreger bestyrelsesleder Marianne Rosalie Kalb. “Det er vi stolte af, for Masker i Marsken handler om meget mere end strik. Det handler om at skabe noget sammen.”

Oplevelser med og uden armbånd

Med festivalarmbånd er der adgang til mere end 100 aktiviteter på tværs af Højer, Tønder og marsklandet – fra foredrag, koncerter og strikkesaloner til talks. Flere workshops er udsolgt, men der er fortsat masser at opleve uden særbilletter, blandt andet drop-in-aktiviteter, udstillinger og madområder.

På Højer DesignEfterskole danner Bonevoksfabrikken og spisesalen ramme om festivalens MadMekka og caféområde, hvor lokale aktører serverer mad, snacks og drikkevarer. Her kan man også møde OYSTER KING og Rømø-Tønder Turistforening, som byder på Rømø-østers.

Fredag og lørdag – og der er mere søndag

Festivalens festmiddag i Schweizerhalle i Tønder er allerede blevet afholdt, ligesom lørdagens program bød på alt fra morgensang og humoristiske talks om sønderjysk identitet til paneldebatter om strikkedilemmaer og en intim kirkekoncert med HUSH i Løgumkloster Kirke. Flere af lørdagens workshops – som fx Popknits tofarvede dobbeltstrik – var udsolgt og trak stor begejstring.

Nåede du ikke forbi lørdag, er der stadig rig mulighed for at være med søndag. Knitters’ Space holder åbent med drop-in-workshops for alle aldre, hvor man kan lære at hækle i Agnes’ hæklebar, strikke græskar og æbler, bruge restegarn på nye måder – og deltage i et fælles projekt, der udsmykker en cykel med strik og tekstil. Man behøver ikke at kunne strikke i forvejen for at være med.

Praktisk info

  • Tid: 24.–26. oktober 2025 (fortsat aktiviteter søndag)
  • Steder: Gågaden i Tønder, Madpakkehuset i Højer, Knitters’ Space/Kiers Gaard i Højer, Højer DesignEfterskole m.fl.
  • Udvalgte søndagsaktiviteter: Drop-in-workshops i Knitters’ Space samt løbende udstillinger og madområde på Højer DesignEfterskole.
  • Adgang: Festivalarmbånd giver adgang til over 100 aktiviteter. Mange tilbud og udstillinger kan opleves uden særbilletter.

Masker i Marsken forventer i år omkring 3.000 gæster – og med både kunst, humor, håndværk og fællesskab i centrum er der noget at hente for alle, uanset om man kommer for strikkepindene eller for stemningen. Kom forbi søndag og mærk marskens kreative puls.

  • Related Posts

    Teateranmeldelse: STOLT – Et musikalsk og mangfoldigt Danmarksportræt

    Folketeatrets STOLT er en musikalsk kærlighedserklæring til danskheden i al sin mangfoldighed – og samtidig et aktuelt, humoristisk og tankevækkende portræt af det Danmark, vi lever i lige nu. Forestillingen…

    Home-Start Tønder åbner ny socialøkonomisk secondhand-butik i Østergade

    Åbning på lørdag i hjertet af Tønder Home-Start Tønder er nu så langt i etableringen af deres nye genbrugsbutik, at de kan byde alle velkommen til officiel åbning lørdag den…

    Fik du læst disse artikler?

    Teateranmeldelse: STOLT – Et musikalsk og mangfoldigt Danmarksportræt

    Teateranmeldelse: STOLT – Et musikalsk og mangfoldigt Danmarksportræt

    Home-Start Tønder åbner ny socialøkonomisk secondhand-butik i Østergade

    Home-Start Tønder åbner ny socialøkonomisk secondhand-butik i Østergade

    Borgmesterkandidatinterview #5: Torben Struck (Socialdemokratiet)

    Borgmesterkandidatinterview #5: Torben Struck (Socialdemokratiet)

    TMT-forlængelse på plads: Anfører Rune Schrøder bliver i klubben til 2029

    TMT-forlængelse på plads: Anfører Rune Schrøder bliver i klubben til 2029

    TMT sikrer dramatisk sejr over Aarhus i sidste sekund

    TMT sikrer dramatisk sejr over Aarhus i sidste sekund

    Opgang2 hædret ved stort teaterseminar i Esbjerg: Modtog fornem pris

    Opgang2 hædret ved stort teaterseminar i Esbjerg: Modtog fornem pris

    Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /var/www/sonderjyllandnyt.dk/public_html/wp-content/plugins/gdpr-cookie-consent/public/templates/cookie-notice.php on line 82

    Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /var/www/sonderjyllandnyt.dk/public_html/wp-content/plugins/gdpr-cookie-consent/public/templates/cookie-notice.php on line 87