Større brand på Hartmanns i Tønder

En voldsom brand brød ud mandag aften hos emballagevirksomheden Hartmann i Tønder. Alarmen lød kl. 20.21, og kort efter rykkede brandfolk fra Tønder ud, assisteret af mandskab fra Højer, Visby og Løgumkloster.

Kl 22.44 skrev Højer frivillige brandværn på deres facebookprofil: “Højer er til assistance med tre røgdykker hold og er slukningstog ved større brand i industri i Tønder.”

Branden var ved midnat endnu ikke under fuld kontrol, og brandfolk kæmpede fortsat intenst for at få flammerne slukket. Der væltede meget røg op fra stedet, som skiftede fra hvid til grålig til hvid røg.

Hartmanns brandalarmer lød flere gange i løbet af aftenen.

Flammer i tørreområde – genstartet produktion samme dag

Ifølge TønderNYTs oplysninger startede branden i en bygning, hvor Hartmann har færdigproduceret æggebakker, som er helt tørre. Et vidne fortæller, at virksomheden netop havde genoptaget produktionen tidligere på dagen efter en uges nedlukning, hvor der blev udført teknisk vedligeholdelse.

– Der stod mange færdigproducerede æggebakker i bygningen, og de var knastørre, siger vidnet, der kom til stede uden for virksomheden, efter at branden brød ud.

Vidnet peger desuden på, at branden formentlig er opstået i den bygning, hvor flere støbeformsovne er placeret. Dette er dog endnu ikke bekræftet af politiet eller indsatslederen.

Brandmand: “Det kommer til at tage timer endnu”

En brandmand, der var til stede uden for det afspærrede område og ikke deltog direkte i indsatsen, vurderede over for TønderNYT omkring midnat, at der stadig ville gå flere timer, før ilden var under kontrol:

– Det her bliver en lang nat. Der er meget materiale, der brænder godt, og slukningsarbejdet trækker ud, udtalte han.

Et vidne, som TønderNYT talte med udenfor virksomheden, fortæller at politiet kort efter at branden var opstået, havde bedt samtlige som stod der om at forlade området af hensyn til at man ikke vidste om der var giftige stoffer i den røg, som langsomt steg til vejrs.

Droneovervågning og omfattende indsats

For at få overblik over brandens omfang blev en drone sat ind, som gav indsatsledelsen mulighed for at observere branden fra luften. Slukningsarbejdet har været krævende, og store dele af beredskabet i lokalområdet har været i aktion.

Af hensyn til indsatsens alvor og kompleksitet har TønderNYT valgt ikke at kontakte indsatsleder Torben Godballe, som skulle være vagthavende indsatsleder, på stedet. Vi mener, at han bør have ro til at lede indsatsen uden forstyrrelse fra pressen, da det i forvejen er en meget stressede situation.

Vidne: Produktionen bliver ikke genoptaget foreløbigt

Det samme vidne, som observerede branden, vurderer, at produktionen næppe kan genoptages i den nærmeste fremtid:

– Hvis branden virkelig er startet i området med ovnene, og bygningen er så medtaget, som det ser ud til, så er der ikke bare tale om rengøring og reparation – det kan tage uger som minimum, siger han.

Flammerne kunne ses langt væk

Branden kunne ses tydeligt på lang afstand. Vores fotograf, der befandt sig ved Lægan, kunne allerede tidligt på aftenen observere høje røgsøjler og gløder i horisonten.

Hartmann ramt af brand før

Det er ikke første gang, Hartmann oplever brandrelaterede hændelser. Den seneste større brand på fabrikken fandt sted i 2017. Hartmanns automatiske brandalarmsystemer aktiveres jævnligt, og virksomheden har en intern brandenhed til mindre hændelser – men denne gang var der brug for fuld ekstern indsats.

Årsag til branden stadig ukendt

Myndighederne har endnu ikke udtalt sig om den præcise årsag til branden, og efterforskningen vil formentlig gå i gang, når flammerne er under kontrol. Der er endnu ikke meldt om personskader.

TønderNYT følger udviklingen og bringer nyt, så snart der er yderligere oplysninger fra politi og beredskab.

  • Related Posts

    Parkeringsbøder ved Holmeskolen vækker debat

    Var håndhævelsen passende under Faustball-arrangement? Fredag eftermiddag uddelte parkeringskontrol bøder på Holmevej ved Holmeskolen i Tønder, samtidig med at byen var vært for et internationalt Faustball-arrangement. Flere biler stod ulovligt…

    Over 100 nye titler til folkeskolen skal styrke læselysten

    I takt med at eleverne indleder endnu et skoleår, ruller CFU nu et stort antal nye fysiske bøger ud til landets skoler. Mere end 100 nyindkøbte titler, finansieret gennem folkeskolens…

    Fik du læst disse artikler?

    Parkeringsbøder ved Holmeskolen vækker debat

    Parkeringsbøder ved Holmeskolen vækker debat

    Over 100 nye titler til folkeskolen skal styrke læselysten

    Over 100 nye titler til folkeskolen skal styrke læselysten

    Sønderjyske styrker med Alexander Munksgaard til 2029

    Sønderjyske styrker med Alexander Munksgaard til 2029

    Kunstnerne maler midt i historiske rammer

    Kunstnerne maler midt i historiske rammer

    35‑årig mand dømt for millionbedrageri

    35‑årig mand dømt for millionbedrageri

    TM Tønder præsenterer holdet ved stort arrangement lørdag på det blå gymnasium

    TM Tønder præsenterer holdet ved stort arrangement lørdag på det blå gymnasium
    Skip to content