Redaktionen
En lokal lodsejer har fået afvist sin klage over et kommunalt sprøjteforbud i et boringsnært beskyttelsesområde. Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderer, at hensynet til rent drikkevand til tusindvis af forbrugere vejer tungest.
Tønder Kommune handlede fuldt ud inden for lovens rammer, da forvaltningen sidste sommer forbød erhvervsmæssig brug af sprøjtemidler tæt på en række centrale indvindingsboringer. Det har Miljø- og Fødevareklagenævnet nu afgjort i en endelig kendelse, som stadfæster det kommunale indgreb over for en lokal grundejer.
Sagen udspringer af en afgørelse fra juli 2025, hvor kommunen nedlagde forbud mod pesticidanvendelse på udvalgte arealer inden for de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Boringerne forsyner omkring 4.600 husstande med drikkevand, og kommunen vurderede, at det underliggende grundvandsmagasin er for sårbart over for nedsivning til, at der fortsat må sprøjtes på markerne ovenover.
Lodsejer efterlyste mildere midler
Afgørelsen faldt imidlertid ikke i god jord hos den berørte lodsejer, som via sin rådgiver indbragte sagen for klagenævnet i august 2025 med krav om, at forbuddet skulle ophæves.
Klageren argumenterede blandt andet for, at kommunen ikke havde foretaget tilstrækkeligt dybdegående forureningsundersøgelser på stedet, og at forbuddet stred imod det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Ifølge lodsejeren burde kommunen have afsøgt mindre indgribende alternativer grundigere – herunder muligheden for et egentligt magelæg eller en jordfordeling, så landmanden kunne drive andre arealer i stedet. Dertil pegede klageren på en række ubesvarede tvivlsspørgsmål om fremtidig EU-støtte.
Sprækker i leret øger sårbarheden
Nævnet har i sin afgørelse lænet sig op ad en omfattende grundvandsmodel fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) samt de hydrologiske data fra boringerne.
I vurderingen lægger nævnet vægt på tre afgørende faglige kriterier, som alle skal være til stede for at gennemtvinge et forbud: Der sker en reel nedsivning og grundvandsdannelse på arealet, vandet bevæger sig nedad, og strømningsretningen fører vandet direkte mod boringernes indtagsfiltre. GEUS-modellen dokumenterer, at overfladevand i området kan nå frem til filtrene på mellem 1 og 25 år.
Selvom boringerne er dækket af et lerlag, vurderer både kommunen og klagenævnet, at beskyttelsen ikke er tæt nok. Moræneler i området rummer naturlige sprækker, som skaber direkte transportveje ned til drikkevandet. Den vurdering understøttes i praksis af, at der allerede er påvist stabile fund af pesticidrester i anlæggets fire boringer, hvilket vidner om en hydraulisk kontakt fra terrænet til magasinet.
Erstatning sikrer balancen
I forhold til proportionaliteten bemærker Miljø- og Fødevareklagenævnet, at lovgivningen giver myndighederne ret til at gribe ind, selv når der blot er tale om en begrænset forureningsrisiko. Nævnet fremhæver, at Tønder Kommune forud for forbuddet forgæves forsøgte at lande en frivillig aftale, ligesom muligheden for jordopkøb blev undersøgt sammen med Jordkøbsnævnet og det lokale forsyningsselskab uden at kunne lade sig gøre i praksis.
Da lodsejeren samtidig er sikret fuld økonomisk kompensation for sit tab efter miljøbeskyttelseslovens regler, finder nævnet ikke, at indgrebet er gået videre end nødvendigt.
Afgørelsen er endelig i det administrative system og kan ikke ankes til andre myndigheder. Hvis afgørelsen ønskes prøvet ved domstolene, skal stævning udtages inden for et halvt år. Selve erstatningens størrelse henhører under de statslige taksationsmyndigheder og var derfor ikke en del af klagenævnets prøvelse.
