Redaktionen
En ubehagelig matematisk sandhed
Når en folkevalgt går ud af partidøren og tager sit mandat med sig, følger anklagerne om vælgerbedrag og stjålne partipladser som en fasttømret refleks i lokalpolitikken. Reaktionen fra Dansk Folkeparti efter Allan Svendsens nylige exit har da heller ikke ladet meget tilbage at ønske i retorisk skarphed.
Kigger man imidlertid forbi de sårede partifølelser og dykker ned i de officielle valglister fra det seneste kommunalvalg, krakelerer fortællingen om, at Svendsen blot luner sig på et mandat, der retmæssigt tilhører Dansk Folkeparti.
Valgopgørelsen fra valgbestyrelsen i Tønder Kommune viser sort på hvidt, at 545 vælgere satte deres personlige kryds ud for Allan Svendsens navn. Det gjorde ham til den tredjemest populære politiker i hele kommunen, kun overgået af Slesvigsk Partis borgmester Jørgen Popp Petersen og Tønder Listens Anita Uggerhøj Eriksen. For at sætte den præstation i relief, hentede Det Konservative Folkeparti i alt 515 stemmer i hele kommunen, hvoraf 255 gik til spidskandidat Anette Abildgaard Larsen, som alligevel sikrede sig rådhusets 30. og sidste plads. Hos Liberal Alliance rakte 589 partistemmer og 242 personlige krydser til spidskandidat Lars Lund Hansen til det 23. mandat.
Når én enkelt mand på stemmesedlen personligt formår at trække flere borgere til stemmeurnerne end et helt etableret parti kan præstere samlet, flytter det den demokratiske tyngde. Argumentet om, at han uberettiget optager en partistol, mister ganske enkelt sin matematiske substans.
Tilbage sidder uerfarne kræfter
Magtforskydningen på rådhuset rækker imidlertid langt videre end blot regnestykkerne fra valgaftenen. Med Svendsens afgang er DF-gruppen skrumpet ind til to mandater bestående af Mads-Magnus Dam og Pernille Mai Brylle. Begge er uprøvede debutanter i den kommunalpolitiske maskinhal, selvom Mads-Magnus Dam qua sin post som landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom er vant til den landspolitiske scene.
Kontrasten til Allan Svendsen er slående. Som erfaren veteran med fast sæde i kommunalbestyrelsen siden 2022 kender han spillet bag de lukkede døre, budgetforhandlingernes mekanismer og de uskrevne alliancer, der i praksis afgør, hvem der får politisk indflydelse i Tønder. Når Svendsen trækker sig ud af gruppen, efterlader han to debutanter, som nu skal løfte partiets politiske forhandlinger og markeringer på egen hånd.
Frygten for at ende som statister
Det er netop her, kimen til den interne frustration i Dansk Folkeparti skal findes, som kan findes i de vrede kommentarer om at Allan Svendsen ikke burde tage sit mandat med sig. Vreden mod Allan Svendsen handler på overfladen om principper, men i den benhårde politiske virkelighed bunder den i frygten for at miste magt. I en kommunalbestyrelse med 31 medlemmer, hvor flertal ofte samles snævert og handles af over sene kaffekopper, koster tabet af et erfarent mandat dyrt på forhandlingsværdien.
Uden Svendsens vælgertække og taktiske ballast risikerer de to tilbageværende DF-medlemmer at blive isoleret og reduceret til tilskuere i de afgørende forhandlinger om budgetter og udvalgsposter. Angrebene på Svendsens ret til sit eget sæde ligner derfor mest af alt en defensiv manøvre, der skal dække over en markant svækkelse af partiets gennemslagskraft i Tønder.
