Debatindlæg: En nat på havet – på togt med en rejefisker fra Rømø

Indsendt af Hans Otto Sørensen, 6780 Skærbæk. Dette er et læserbrev. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning 

Hvordan kan man snakke med om, udtale sig om, bestemme noget for, hvis man ikke kender forholdene? Hvad, hvorledes, hvor henne, og andre spørgsmål melder sig, når talen går på fiskeri af rejer ved Rømø.

Derfor spurgte jeg familien Schramm, om jeg måtte komme med dem ud og fange rejer en nat. Det måtte jeg gerne. Så jeg tog med Pau, Frederik og Christian på havet søndag nat med kutteren Kathrine, efter solen var gået ned og mørket sænkede sig over det dunkle hav. Man kan nemlig kun fange rejer med fornuft i mørke.

Sejlturen, fiskeriet, det dunkle hav og behandlingen af fangsten på havet, var spændende at følge. Fiskeriet – slæbet – fandt sted i det lille område, som stadig er åbent herfor, men hvor udbyttet erfaringsmæssigt er meget mindre.

Det blev en stor oplevelse, og gav mig indsigt i det fiskeri, som generationer har udøvet i havet vest for Rømø, Mandø og Fanø, og som nu er i stor risiko for at forsvinde for altid.

Familien Schramm gav mig en solid indføring i, hvorledes de havde udviklet fangstudstyr og -metoder gennem de fem generationer, som familien havde beskæftiget sig med fangst af hesterejer – Rømørejer – som vi kalder dem her.

Denne udvikling har resulteret i et skånsomt og bæredygtigt fiskeri med minimal påvirkning af havbund og livet på dette. Når større fisk går i netop, ledes de i sekunder, gennem en sindrig ordning, ud i vandet igen uden at tage skade.

Bifangsterne af mindre fisk er også ganske minimale.

Nettet har på din nedre side gummiruller, der ikke roder op i havbunden og ødelægger denne, men stille glider hen over denne, så rejerne hvirvler op og fanges i nettet.

Når nettet efter et afsluttet slæb kommer op igen, kommer fangsten gennem nogle tromler, hvor den renses. Herfra kommer den op i kogeriet, hvor rejerne koges i godt 4 minutter. Og så er de klar til at blive afleveret til den virksomhed på havnen, der sørger for den videre forarbejdning.

Det gjorde et stort og meget positivt indtryk på mig at møde de dedikerede fiskere, som arbejder hårdt for at tjene til livets ophold, mens vi andre ligger i vores lune senge og nyder søvnens sødme.

Og ligeledes med egne øjne se det skånsomme fiskeri, som jo er helt anderledes, end som Danmarks Naturfredningsforening og en række røde politikere ønsker af fremstille det. Jeg gik fra borde med en dyb respekt for disse mennesker og deres hårde arbejde, og ligeledes imponeret over deres tilgang til bæredygtighed, certificering og skånsomt fiskeri.

Der er i dag 8 kuttere med licens fra Havneby. Hver båd har 2 – 3 mand med ombord. Mandskabet skifter lidt, men mere end 25 fiskere har deres udkomme herfra. Hertil kommer så de beskæftigede i følgeerhvervene.

Så rejefiskeriet har en meget stor betydning for dem og for Rømø Havn, ja for hele Rømø og dermed også for Tønder Kommune.

Nu trues dette af indholdet i en meget gammel bekendtgørelse, som senest blev forlænget for mere end 20 år siden, og aldrig er blevet håndhævet. Den betyder nu, at der reelt lukkes ned for fiskeriet vest for Rømø, Mandø og Fanø.

Bekendtgørelsen taler om faren for at miner og bomber fra anden verdenskrig kan eksplodere og skade fiskerne. Det er dog aldrig sket. De får aldrig bomber eller miner i nettet. Og Danmark blev i øvrigt erklæret minefrit område i 2012.

Nu har Danmarks Naturfredningsforening pludselig trukket denne bekendtgørelse frem i lyset, og har dermed reelt stoppet for fiskeriet i langt den største del af det område, hvor fiskerne har fisket rejerne i generation efter generation.

Da det omhandlede område reelt udgør måske 90 % af det område, hvor fiskerne fanger rejerne, og hvor de største mængder pr. arealenhed findes, betyder håndhævelsen af bekendtgørelsen et reelt stop for fiskeriet.

Og det får store konsekvenser. Fiskerne har investeret mange millioner i kutter og udstyr, op mod ti millioner i de dyreste. Nogle af dem har udskiftet en ældre kutter med en nyere (og dyrere) indenfor de sidste måneder.

Kutterne kan – som udgangspunkt, og sådan som de er rigget til i dag – kun anvendes til rejefiskeri. En mulig ombygning til anden fiskeri vil være meget kostbar; koste et flercifret millionbeløb, ligesom der mangler kvoter. Og dette fiskeri kan i hvert fald ikke
foregå med Rømø som udgangspunkt. Så det er overhovedet ikke en mulig vej.

Situationen ser ydermere ud til at forværres, fordi der er optræk til, at området skal omfattes af en mulig ny havnationalpark Vadehavet. Selvom området vest for øerne jo slet ikke er en del af Vadehavet.

Rejefiskeriet må således opgives, og nogle af de unge fiskere vil miste alt, arbejde, indtjening, måske endog hus og hjem. Det kan vi – som samfund – simpelthen ikke være bekendt.

Det er jo helt åbenbart, at Danmarks Naturfredningsforening, som jo reelt ledes af personer med en meget nær tilknytning til partiet Enhedslisten, er i gang med en målrettet kampagne mod fiskere og landmænd, hvor de reelt ønsker et stop for disse erhverv.Det er derfor nødvendigt, at ansvarlige politikere nu får stoppet denne fremfærd, som truer fiskeriet og landbruget og den produktion af gode, sunde fødevarer, med et minimalt klima- og miljøaftryk, som her finder sted.

Jeg skal derfor indtrængende opfordre alle med indflydelse til nu at gøre denne gældende, så rejefiskeriet kan bevares.

  • Related Posts

    Tysk bilist brød vigepligten i Abild

    En 51-årig tysk bilist blev søndag eftermiddag kørt til sygehuset efter et færdselsuheld i Abild. Ulykken skete omkring klokken 16.30, da den tyske mand kørte ud fra Østerbyvej og ikke…

    Eksplosion på Lakolk Strand, hvor en 11-årig pige blev fløjet til OUH efter grillulykke i autocamper

    Søndag eftermiddag blev en ferieidyl på Lakolk Strand ved Rømø forvandlet til et mareridt for en tysk familie. En hyggelig stund i familiens autocamper endte i en voldsom eksplosion og…

    Fik du læst disse artikler?

    Tysk bilist brød vigepligten i Abild

    Tysk bilist brød vigepligten i Abild

    Eksplosion på Lakolk Strand, hvor en 11-årig pige blev fløjet til OUH efter grillulykke i autocamper

    Eksplosion på Lakolk Strand, hvor en 11-årig pige blev fløjet til OUH efter grillulykke i autocamper

    Postnummeret kan afgøre vejen til det første job

    Postnummeret kan afgøre vejen til det første job

    Stor uensartethed i juniormesterlære set med lokale tal og anbefalinger

    Stor uensartethed i juniormesterlære set med lokale tal og anbefalinger

    23 lokale initiativer får økonomisk rygstød

    23 lokale initiativer får økonomisk rygstød

    Milliardregn over Danmarks yderområder

    Milliardregn over Danmarks yderområder
    Skip to content