Selvhjælp Sydvest byder velkommen til Anders, der skal stå i spidsen for at skabe nye selvhjælpsgrupper for seniorer.
Anders er netop tiltrådt som projektleder i Selvhjælp Sydvest med det klare mål at bekæmpe ensomhed og funktionstab blandt borgere over 65 år. Med en baggrund som både antropolog, projektleder og med erfaring fra frivilligrådgivning og undervisning i mental trivsel, er Anders særdeles godt rustet til opgaven.
De seneste to år har Anders desuden været frivillig selvhjælpsgruppeleder, hvilket har givet ham et indgående kendskab til dynamikken i selvhjælpsgrupper.
Natur og fællesskab
Anders har en stor passion for friluftsliv og ser et stort potentiale i at skabe fællesskaber med spis-sammen arrangementer og naturoplevelser som omdrejningspunkt.
“Jeg glæder mig til at blive en del af Selvhjælp Sydvest og til at skabe nye fællesskaber, hvor vi kan støtte hinanden og have det sjovt sammen,” udtaler Anders. “Det er vigtigt for mig at skabe et rum, hvor alle føler sig velkomne og trygge.”
Om Selvhjælp Sydvest
Selvhjælp Sydvest er en frivillig organisation, der arbejder for at skabe fællesskaber og netværk for mennesker, der står i en svær livssituation. Organisationen tilbyder et fortroligt frirum gennem selvhjælpsgrupper og netværksgrupper.
TønderNYT ønsker Anders tillykke med den nye stilling og ser frem til at følge hans arbejde med at skabe stærke fællesskaber for seniorer i området.