Redaktionen
Et kærligt farvel – og en åben dør til fremtiden
Tønder Gymnasium markerede dimissionen den 27. juni med både stolthed og varme. Årets studentertaler, Lasse Sabinus Weng-Ludvigsen fra 3.d, blev introduceret af rektor Karl Jørgen Møller med en personlig anekdote og rosende ord:
– Det er aldrig let at udpege en studentertaler, for I er mange, der kunne stå her. Men Lasse har gang på gang vist sin forpligtelse over for fællesskabet – både i og uden for klasselokalet. Da vi tabte årets fodboldkamp til Handelsskolen, skrev han ikke bare ’hvordan gik det?’ – han spurgte: ’Hvordan var vi som skole?’ Den slags spørgsmål siger alt.
Tale med glimt i øjet og dybde i blikket
På scenen leverede Lasse Sabinus Weng-Ludvigsen en tale, der kombinerede humor, refleksion og appel til medmenneskelighed. Publikum kunne både grine af printer-jagter og føle den eksistentielle tyngde, da han citerede Sokrates:
– “Det eneste jeg ved, er at jeg intet ved”. Det minder os om, at vi aldrig må holde op med at stille spørgsmål – selv ikke til det vi ikke forstår endnu.
Ved dimissionen på Tønder Gymnasium den 27. juni 2025 holdt årets studentertaler, Lasse Sabinus Weng-Ludvigsen, en mindeværdig tale, der fangede hele gymnasiets ånd: humor, refleksion, fællesskab og udsyn. Med stor varme og autenticitet satte han ord på det, mange studenter følte – og måske ikke selv kunne formulere.
Kære medstudenter, lærere, personale og familier – og alle jer, der har fulgt os gennem denne rejse.
I dag står vi her – med vores huer på hovedet, sved på panden og sommerfugle i maven. Det er et øjeblik, vi har ventet på længe. Et symbolsk punktum. Men også et startskud. For selvom denne dag markerer en afslutning, så er det i lige så høj grad begyndelsen på noget nyt. Noget større. Noget vi endnu ikke helt kan forudse.
For nogle af os har denne rejse varet to år, for andre tre. Og selvom det kan virke som en relativt kort periode, så er det år, der har formet os. Fyldt med afleveringer – og lad os være ærlige – ofte alt for mange afleveringer. Nogle gange havde man nær glemt, hvad fritid egentlig betød. Og ja, vi blev skarpe til at finde en printer, der rent faktisk gad virke, helst 10 minutter før en aflevering skulle printes og afleveres fysisk.
Men midt i alt det praktiske kaos, var der også noget andet. Noget meget vigtigere: Grinet i klassen, fællesskaberne der voksede, og venskaberne der – forhåbentlig – holder hele livet.
Fra Kollund til karakterbøger – minder for livet
Jeg husker tydeligt vores første dage på skolen. Mange af os ankom med spænding, nerver og tusind spørgsmål. Introturen til Kollund blev et vendepunkt – ikke bare et rystesammen-arrangement, men begyndelsen på relationer, som vi har båret med os hele vejen.
Det var her, vi første gang mærkede, hvad det vil sige at være gymnasieelever. At være en del af noget større end én selv. En klasse, en årgang, en skole. Og med tiden voksede det til en identitet. Man blev ikke bare Lasse fra 3.d – man blev en af os. Og det er ikke så lidt.
Vi står ved en ny begyndelse – og det er okay ikke at kende vejen
Fremtiden ligger nu åben foran os, og det kan både virke spændende og skræmmende. For nogle af os er næste skridt allerede planlagt, for andre er det stadig et spørgsmålstegn. Og det er helt okay. For livet er ikke en lige linje – det er en snoet sti med omveje, overraskelser og nye udsigter undervejs.
Teknologi, AI og menneskelighed – en ny virkelighed
Vi træder ud i en verden, der ændrer sig hurtigere end nogensinde før. Tænk på kunstig intelligens. For få år siden lød det som noget fra en science fiction-film – nu er det en del af vores hverdag. Vi har måske alle prøvet at spørge ChatGPT om hjælp til en aflevering (og ja, det har vi nok…). Det virker smart – og det er smart – men det tvinger os også til at stille nogle svære spørgsmål:
Hvad skal vi egentlig selv kunne? Og hvad betyder det at tænke selv i en tid, hvor maskiner kan gøre det meste?
Det er her vores gymnasietid for alvor har værdi. Vi har ikke bare lært pensum. Vi har lært at tænke kritisk. Vi har lært at undre os. Vi har lært at sige: “Det her forstår jeg ikke endnu – men jeg vil gerne prøve.”
Sandhed, dømmekraft og fællesskab
I en verden, hvor sandheden ofte bestemmes af flertallet eller algoritmer, skal vi være dem, der tør gå imod strømmen. Viden handler ikke kun om fakta – det handler om etik, dømmekraft og empati. Det er ikke kun bøger og lektier, der har formet os – det er de samtaler, vi har haft i pauserne. Diskussionerne. Tvivlen. Åbenheden.
Vi har fået en ballast med herfra, som rækker langt ud over det, der kan måles i karakterer.
STX, HF og vejene videre
Det stærke fællesskab mellem STX og HF skal vi huske at være stolte af. Vi har bevist, at selv om vejene ind og ud af gymnasiet kan være forskellige, så kan vi stå sammen. Og begge veje kan føre os derhen, hvor vi kan udfolde os – fagligt og menneskeligt.
Nogle af os har måske allerede en plan. Andre skal først til at finde den. Begge dele er lige rigtige. Det handler ikke om at være først – men om at være tro mod sig selv.
Et løfte for fremtiden
Inden vi tager afsted – spredt ud over landet og måske verden – så synes jeg, vi skal love hinanden én ting:
Hvis livet på et tidspunkt gør det svært for en af os, så skal vi være der for hinanden. Det er nemt at tale om fællesskab, når solen skinner og studenterkørslen venter. Men ægte fællesskab viser sig, når det regner. Og det er dér, vi skal huske, at gymnasietiden ikke kun handlede om eksamener, men om os.
Tak – fra hjertet
Til sidst: En stor tak til alle, der har gjort denne rejse mulig. Tak til vores lærere – for både tålmodighed og faglighed. Tak til skolens ansatte – dem der altid sørger for, at alt fungerer bag kulissen. Tak til mine venner og medstuderende – for grin, støtte og sammenhold. Tak til min kæreste – for kærlighed og ro i kaos. Og tak til min mor – for alt.
Lad os bære vores huer med stolthed – ikke kun som bevis på, at vi er færdige – men som et symbol på, at vi er klar. Klar til at møde verden. Klar til at tænke, tvivle og tage ansvar. Klar til at være mennesker i en tid, hvor det måske er vigtigere end nogensinde.
Tak for denne gang.
– Lasse Sabinus Weng-Ludvigsen, student, Tønder Gymnasium 2025
